MED DET NYLIGE MILITÆRKUP TRÆDER Niger ind i rækken af lande i det vestlige Afrika, der har været præget af politisk ustabilitet igennem de seneste få år.

Hvor det afrikanske kontinent – evt. sterotype opfattelser til trods – generelt præges mindre og mindre af væbnede konflikter og i et vidst omfang af et stigende håb om stabilitet og udvikling, har Vestafrika budt på flere destabiliserrende situationer.

I december 2008 overtog en gruppe militære officerer (National Council for Democracy and Development) magten i Guinea i timerne efter, at landets præsident igennem 24 år Lansana Conté døde. Juntaen sad på havde magten i det vestafrikanske land i knap 12 måneder, før der for nylig blev lavet en ny aftale om en transitionsregering samt overgang til civil regering i løbet af seks måneder.

Lidt tidligere samme år, 2008, gennemførte general Abdel Aziz ligeledes et militærkup i nabolandet Mauritanien. Her blev landets første folkevalgte præsident efter knap et år i præsidentpaladset, Sidi Abdallahi, afsat i et fredeligt cout d’etat. Aziz havde umiddelbart efter kuppet ikke nogen videre opbakning i regionen endsige i resten af verden – udover Libyen, Marokko og Iran. Men igennem en noget rodet og svært gennemskuelig proces, lykkedes det Aziz at blive valgt som civil præsident i sommeren 2009. Valget blev efterfølgende accepteret bredt i det internationale samfund – men der er stadig uro internt i Mauritanien.

Udover de to militærkup i regionen har de sidste to år budt på et attentat på præsidenten i Guinea-Bissau samt ikke mindst en tiltagende politiske uro i hos den reginoale stormagt, Nigeria.

Som Afrikas folkerigeste nation og med olierigdomme til at bakke landets ambitioner op er Nigeria uden tvivl den største magt i den del af Afrika. Men landet er på mange måder en indre splittet kolos på lerfødder, der selv er kendt for utallirge militærkup og bizare rygter om præsidenter der dør af Viagra.

Derfor fulgte verden (og NeedtoKnow) godt med, da præsident Umaru Musa Yar’Aduas pludselig forsvandt i november. Præsidenten blev i begyndelsen af det nye år ”fundet” på et hospital i Saudi Arabien, men magttomrummet blev tydeligt da parlamentet ikke ville godkende vicepræsident Goodluck Jonathan som midlertidig leder.

Det er siden sket, men forvirringen er vokset yderligere da præsidenten vendte hjem, men Goodluck forblev fungerende præsident. Det er tydeligt, at magttomrumet i Laos har skabt problerme. Risikoen for nok et militærkup lurer i kulissen, alt i mens og spædingerne mellem det muslimske nord og det kristne syd nok engang truer med at splitte landet – senest med de brutale masakre i delstaten Plateau. Et yderligere tegn på den voksende ustabilitet er, at oprørerne fra Ogoni-folket i det olierige Nigerdelta har benyttet usikerheden til igen at true olieproduktionen, som led i deres kamp for et selvstændigt hjemland.

Nigeria synes således ikke at spille samme rolle, som det fx gjorde i forbindelse med Charles Taylors fald fra magten i Liberia, og det kan vise sig ganske problematisk. Regionen har brug for en stabiliserende magt, og den truende regionale ustabilitet synes at vokse dag for dag.

For ganske nylig blev to mennesker dræbt i Elfenbenskysten ovenpå demonstrationer mod præsident Gbagbo, der for i sidste uge opløste både regering og valgkommision i landet. Den beslutning betyder ny-udsættelser af det næste præsidentvalg igen. Det har ført til uroligheder, hvor mindst fem er blevet dræbt og selvom Burkina Fasos præsident, Blaise Comparore har forsøgt at mægle står præsident og opposition stejlt overfor hinanden. Det er 6. gang siden 2005, at præsidenten har udskudt valget, og situationen er tiltagende spændt i landet.

Samtidig med den øgede politiske ustabilitet er der i stigende grad også fokus på områdets naturresourcer og kampen mellem vesten og Kina er også her ved at spidse til. Det kunne tale for at Frankrig – som det bl.a. også ses i den aktuelle krise i Niger – vil søge at øge sin traditionelt store betydende rolle i området, og forsvare egne og vestlige interesser mod de fremstormende kinesere. Om det så vil føre til stabilitet og udvikling i denne del af Afrika er dog et langt mere åbent spørgsmål.