UDENRIGSSTOFFET HAR LÆNGE VÆRET i tilbagegang i de danske medier. Korrespondenter er dyre og antallet af læsere, seere og ikke mindst klik på onlinemedierne står ikke altid mål med omkostningerne. To historier fra det store udland, som i de seneste dage har været at finde i danske medier, viser imidlertid tydeligt, at også prioriteringen af det udenrigsstof, der rent faktisk bringes, er ændret markant, og det i da et de lette og sensationsprægede historier, som får mediernes opmærksomhed.
En søgning på Infomedia, viser, at historien om den såkaldte ballondreng fra Colorado i USA, blev omtalt hele 74 gange i de danske medier. Og ikke bare var dækningen af drengen – der som bekendt alligevel ikke var i ballonen, – voldsom i kvantitet. Der er blevet brugt betydelige redaktionelle ressourcer på sagen. Efter en start som breaking news, med dertilhørende klokker, alarmer og SMS-udsendelser blev historien sidenhen dækket intensivt. Læsere og seere er blevet beriget med artikler om hvorvidt ballonen havde kunnet lette med drengen ombord, om familiens jagt på berømmelse, og vi er fået indgående kendskab til sherif Jim Alderden og hans efterforskning af sagen. Berlingske.dk, har det endda været muligt at se snapshots fra det gribende drama i et fotogalleri.
Sideløbende med historien om ballonen uden dreng, kom der dog også andre nyheder fra USA. Obamaadministrationen lancerede en længe ventet Darfur-strategi. Det årelange folkemord i Sudan, var blandt Obamas udenrigspolitiske prioriteter under valgkampen, men strategien lå et godt stykke fra Obamas valgløfter. Nyheden nåde de danske medier, men langt fra som breaking news. 20 omtaler er det ifølge Infomedia blevet til. Alle tyve er imidlertid gengivelser af det samme Ritzau-telegram og med en meget overfladisk behandling af spørgsmålet. Ingen fotogallerier, ingen kritiske vinkler om de brudte løfter og ingen opfølgende historier. Blot et kort telegram, ofte gengivet i noteform.
Prioriteringen rundt om på de danske redaktioner synes således at tale for sig selv. Der kan sagtens være plads til udenrigsstof – og afsættes betydelige ressourcer til det – men det kræver at der er tale om lettilgængeligt stof. Stof som for få år siden maksimalt ville have været kvalificeret til omtale i ugeblade og tabloidaviser.
6-årige Falcon var som bekendt ikke i ballonen og har det godt. Dog får sagen nok et retsligt efterspil for hans far. I Darfur meldes der om færre afbrændte landsbyer. Det skyldes dog, at der efter år med janjaweedmilitsenes hærgen er ved at være mangel på landsbyer at sætte ild til. Cirka 150 mennesker skønnes at dø hver måned som konsekvens af folkemordet.
Discussion
Trackbacks/Pingbacks
[...] Ballondreng slår folkemord 4-1 Denne historie blev taget op i TV2 News’ Presselogen – efter at den havde været en tur omkring journalisten.dk. Det var vi mildt sagt ganske tilfredse med… [...]