Danmark fik før sommerferien et nyt udenrigspolitisk TV-magasin. Det er godt! Om programmet – TV2 News’ Ellemann || Lykketoft så også leverer den kvalitet og det høje niveau man burde kunne forvente – det er fortsat mere usikkert. NeedtoKnows redaktion har skrevet en anmeldelse af programmet til det ganske glimrende Kommunikationsforum, og den kan læses her

Præsident Rajapaksa & Premierminister Singh(th)(Mustafa Quraishi/AP)

I forrige århundrede brugtes betegnelsen ”The Great Game” eller Det store spil om rivaliseringen mellem det britiske imperium og Rusland om overtaget i Centralasien. I dette endnu nye århundrede kan ”The Great Game” meget vel komme til at udspille sig i det indiske ocean mellem Indien og Kina.

For et år siden skrev vi her på siden om, hvordan Beijing havde haft en stor finger med i spillet i forbindelse med afslutningen af den 25årige lange borgerkrig på Sri Lanka. Som vi fortalte, var det kineserne, der leverede det militære isenkram til regeringens i Colombo, der gjorde nedkæmpningen af De Tamilske Tigre mulig, og kinerserne er i dag fortsat Sri Lankas største donor.

Som tak for hjælpen fik Kina blandt andet lov til at etableringen af en dybvandshavn med tilhørende flådebas i Hambantona på Sri Lankas sydlige kyst. Kineserne financierer over 85 pct. af havnebyggeriet og i Delhi vakte den kinesiske tilstedeværelse i Indiens baghave stor bekymring i både den militære og politiske top. Siden offentliggørelsen af vores første artikel er spændingerne ikke blevet mindre – tværtimod er rivaliseringen fortsat ufortrødent i det år, der er gået.

For nylig var den sri lankanske præsident Rajapaksa på besøg i New Delhi. Det var det første besøg af præsidenten siden afslutningen af borgerkrigen sidste år, og det lykkedes ved den lejlighed at blive enige om en række aftaler mellem de to lande. Det inkluderer blandt andet indiske lån til større investeringer i infrastruktur på Sri Lanka samt et nyt samarbejde omkring forsvarspolitik.

DET STORE PROBLEM for den indiske regering i forhold til Rajapaksa og Sri Lanka er imidlertid hensynet til den indenlandske politiske situation. I det sydlige Indien findes områder som eksempelvis regionen Tamil Nadu, hvor  hovedparten af de 62 millioner tamiler, der bor i Indien findes. Det siger næsten sig selv, at man her på ingen måde var tilfredse med Rajapaksas besøg.

Om end Rajapaksa indvilligede i mindre indrømmelser i forhold til en gruppe af de internt fordrevne srilankanske tamiler, lykkedes det ikke den indiske premierminister Singh for alvor at få hul på emnet. Sammen med det fejlslagne indiske forsøg sidste år på at imødegå den humanitære situation for tamilerne fanget i afslutningen af borgerkrigen, afslører det et af de skift, der for alvor er ved at ske i regionen.

Hvor regeringen i Columbo igennem mange år lagde sig under Indiens vinger, er fokuset mod Beijing i forbindelse med afslutningen af borgerkrigen og efterfølgende tydeligere end nogensinde. Kina har i løbet af de sidste fem år fordoblet handlen med Sri Lanka og står i dag bag over halvdelen af alle af Sri Lankas investerings- og udviklingslån, hvor flere er givet på endog særdeles gode vilkår. Kina er ligeledes den første udenlandske nation, der har opnået en såkaldt exclusive economic zone (EEZ) i Sri Lanka.

Indien forsøger for alvor at imødegå den kinesiske voksende indflydelse på Sri Lanka, som også Rajapaksas besøg for nylig skal ses som et forsøg på. Men det helt store problem for den indiske regering er, at de – som et demokratisk samfund – er nødsaget til at balancere deres strategiske interesser med den hjemlige politiske situation. Den slags almindeligheder er på ingen måde nogen forhindring endsige overvejelse for styret i Beijing, der synes at have slået de bedste terninger i “The great Game” om Det Indiske Ocean. Der er dog næppe tvivl om, at ikke mindst det selvbevidste indiske militær næppe har tænkt sig bare at se stiltigende til, og spillet er kun lige gået i gang….

Alene af den årsag er den strategiske kamp i regionen på ingen måde givet.

Holslag beskriver, hvordan kineserne udnytter den finansielle krise til at styrke relationerne med europæiske partnere. Eksempelvis har den noget udfordrede græske samt den nye centrum-højre regering i Bulgarien indgået aftaler med Folkerepublikken af stor både økonomisk men i høj grad også politisk betydning .

Ifølge Holslag anser kineserne særligt øst-europa som værende interessant som et økonomisk brohoved, hvilket flere af de østeuropæiske nationer naturligvis hilser velkomment – i mangel på vestlige investeringer.

I forbindelse med Expo 2010 i Shanghai lykkedes det at lave ganske store økonomiske aftaler med den rumænske regering og den kinesiske udviklingsbank samt flere større entreprenører. Aftalerne handler primært om investeringer i energi og infrastruktur – men sideløbende har andre kinesiske firmaer øjnene rettet mod investeringer i rumænsk landbrug (!) samt minedrift.

Just as the Chinese pavilion at the Expo, “the Crown of the East”, overshadows other modest contributions, so China is becoming an economic beacon for the struggling governments of Europe’s periphery. (Jonathan Holslag)

Det siger sig selv, at en øget kinesisk involvering i Europa – bilateralt med enkelte måske særligt øst-europæiske lande, vil have en stor politisk indflydelse. Særligt, som Holslag påpeger, i forsøget på at skabbe en samlet EU politik og strategi overfor Kina.

Holslags giver eksemplet, hvor vicepræsident Jinping besøgte Rumænien og Bulgarien i 2009. Her skulle de to lande have lovet, at deres medlemsskab af den Europæiske Union ville være gavnlige for selve EU-Kina relationen…

Om end kineserne stadig ikke er en meget stor spiller, så er udviklingen her – som så mange andre steder – meget tydelig.

Hele indlægget kan findes her, som i høj grad er anbefalelsesværdig.

MISEREN KOMMER SIG AF, at klimaforandringerne betyder store muligheder for at udnytte de formodede enorme mængder af naturressourcer i den arktiske region samt ikke mindst en Nordvest passage for skibstrafik.

Arktisk vil i løbet af få år opnå en meget enorm geopolitisk betydning, og det har skabt et stort fokus hos mange af de tungeste globale spillere.

Problemet er, at der pt. ikke eksisterer grænsedragning i Arktisk udenfor den såkaldte 200 sømil grænse. Det er det de fem ”kyststater” (Danmark, Norge, USA, Canada og Rusland) blandt andet diskuterede i Canada forud for, at landene i 2013 skal præsentere deres holdninger og krav i forhold til grænsedragningen til FN.

FN vil derefter behandle spørgsmålene i seks (!) år og den endelige grænsedragning er forudset til 2020.

DET ER DER ALLIGEVEL lang tid til – og selvom den danske repræsentant på mødet i Canada, justitsminister Lars Barfoed, til Politiken udtalte at parterne var enige om, at eventuelle spørgsmål der ikke kan løses politisk vil blive forelagt domstolen i Haag – er der nogen bekymring for, om alle parterne kan ”holde sig i skindet”.

Hvem sidder med ved bordet?

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton deltog ikke i den afsluttende pressekonference efter det arktiske topmøde udenfor Ottawa i Canada. Den tidlige exit fra udenrigsminister kollegerne (og Lars Barfod) var for at demonstrere hendes – og USA’s – utilfredshed med den manglende invitation til en større kreds af aktører – hvor hun specifikt nævnte Sverige, Island og Finland til topmødet.

INGEN AF DE TRE LANDE HAR direkte grænsedragning op mod den arktiske region, men er til gengæld medlemmer af ”The Arctic Council”, hvor Danmark i øjeblikket har formandskabet frem mod 2011. Den canadiske udenrigsminister Cannon forsikrede dog, at mødet ikke var beregnet til at erstatte eller underminere The Arctic Council.

Tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen har skrevet et meget læsværdigt indlæg om netop denne mere snævre Artic 5 konstruktion – samt ikke mindst betydningen for en småstat som Danmark. Som Elleman-Jensen nævner, så opstod Artic 5 på dansk initiativ i Ilulisat i 2008 – og den såkaldte Ilulissat-deklaration danner grundlaget for en stor del af debatten om Arktisk.

Ilulissat danner forøvrigt ramme om et kommende møde i Arctic Council i slutningen af april måned.

Men der er altså i høj grad en debat om, hvem der skal sidde med ved bordet i forhold til beslutninger om den arktiske region – samt ikke mindst hvem der ikke er med. I Bruxelles er man blandet andet meget optaget af det sidste.

EU er ikke med

Udover at være stand-in for den danske udenrigsminister var Lars Barfoed også den eneste repræsentant fra den Europæiske Union. EU har igennem længere tid forsøgt at komme til at deltage i Arctic Council, men en observatørpost her blev for nylig blokeret. Det skyldtes angiveligt EU’s forbud mod sælprodukter.

I marts debatterede Europaparlamentet med EU’s nye topdiplomat Catherine Ashton om netop EU’s rolle i den arktiske diskussion. Det var det britiske medlem af Parlamentet, Diana Wallis, der havde taget initiativ til debatten. I et interview før debatten udtalte Wallis, at ” there are so many issues going on that show the retreat into what I would call 18th century sovereignty, nationalistic type arguments. “

Det konservative medlem af Europaparlamentet, Charles Tannock, har tidligere været meget mere direkte. For ham er EU’s tilstedeværelse ”in the high north” vital – særligt med blik for Ruslands ambitioner i den arktiske region. Men for nu har EU ikke foden indenfor.

Hvad er russernes ambition?

Det har særligt været Rusland,  der er blevet beskyldt for, at ville militarisere Arktisk. I 2007 plantede en russisk mini-udbåd det russiske flag lige under Nordpolen og lignende happenings har tidligere fået den canadiske udenrigsminister Lawrence Cannon til at udtale, at russisk propaganda ikke imponerer ham samt at ”  (w)e take our job seriously […] the Russians were just pulling stunts”.

Charles Tannock (MEP) gik skridtet videre I forbindelse med debatten i Europaparlamentet.  Her udtalte han at:

” We know to our cost that Russia sometimes follows its own rule book in international affairs. Only a united front by other members and the observers on the Arctic Council, working through the EU’s Northern Dimension policy, will keep the Kremlin in check. We cannot allow the Arctic to become the new arena for Russia’s expansionist tendencies.”

Forfatteren Charles Emmerson gav i Financial Times for nylig tre årsager til den meget store russiske interesse i Arktisk.

FOR DET FØRSTE , hævder Emmerson, handler det om den strategiske rolle Sibirien og Arktisk har spillet igennem historien som henholdsvis skanse eller platform for russiske styrker.

Som Emmerson fremhæver har Murmansk tre gange så mange indbyggere – end den samlede canadiske arktiske population eftersom Sovjetunionen bevidst placerede store militær-industrielle komplekser i regionen.

For det andet handler det om den maritime passage mellem Europa og Asien – den såkaldte Nordvest passage på tværs af Arktisk. Det har altid været et russisk ønske, hævder Emmerson, hvorfor muligheden nu med klimaforandringerne bliver hilst velkommen.

Og slutteligt – og helt forventeligt – er det et spørgsmål om at få adgang til den enorme mængde af naturressourcer, som gemmer sig under isen.

Der er ingen tvivl om, at russerne tager spørgsmålet om Arktisk meget seriøst. Det er blot et lille års tid siden, at den nye russiske sikkerhedsstrategi  identificerede at kampen om ejerskab af olie- og gasfelterne omkring de russiske grænser som en potentiel militær konflikt indenfor et årti.

“In a competition for resources it cannot be ruled out that military force could be used to resolve emerging problems that would destroy the balance of forces near the borders of Russia and her allies,”

hedder det således i strategien.

Der er således mere end rigeligt at tage fat på – og eventuelt også høre den danske minister, der rent faktisk deltog på mødet om….

At Kina får afgørende betydning for den globale udvikling i det 21. århundrede er efterhånden ved at være gået op for de fleste. Flere danske medier har rettet et ekstra fokus mod Kina også statsministerens nylige besøg blev flittigt dækket. Dækningen beskriver primært de enorme muligheder verdens største vækstmarked indeholder. Men analysen er forkert. For selvom Kina utvivlsomt indeholder et kæmpe økonomisk potentiale, så er det grundlæggende forkert når vestlige medier og politikere generelt betragter udviklingen i Kina som noget positivt. Kina truer både vestlige frihedsværdier som demokrati og ytringsfrihed og vores økonomiske fremtid.

Efter Sovjetunionens kollaps blev Vesten i 1990’erne blændet er en naiv og ukritisk selvovervurdering. Vi antog, at vestlige værdier nu for var dominerende, og vi satte den mest gennemførte antikommunistiske værdi, markedsøkonomien, forrest i udrulningen af det, som den første præsident Bush kaldte ”en ny verdensorden”.

Men beruset af sejren glemte vi i Vesten at fortsætte med at føre sikkerhedspolitik. Hvor sikkerhedspolitikken under den kolde krig var et spørgsmål om den globale magt – arenaen for kampen mellem to forskellige systemer og værdisæt – blev den reduceret til forsøg på en ikke særlig succesfuld brandslukning i Somalia, Rwanda og på Balkan.

I ly af den vestlige Tornerosesøvn voksede Kina. Kineserne brugte den vestlige begejstring over billige fjernsyn, plastiklegetøj og skruemaskiner til at lade vestlige forbrugere finansiere landets vækst. De vestlige ledere billigede den øgede samhandel ud fra argumentet om, at handel ville skabe krav i Kina om reformer og på sigt føre til et demokratisk, venligtsindet Kina og sikkerhedspolitisk stabilt Kina.

Denne strategi var i bedste fald naiv. Det kinesiske regime var på intet tidspunkt klar til at tillade reformer. Og strategien med øget samhandel, større markedsadgang og et dundrede vestligt handelsunderskud gav reelt set blot mere magt til kommunistpartiet. Med de indstrømmende dollar, D-mark og pund kunne partiet konsolidere sin magtposition ved at opfylde løfterne til befolkningen om økonomisk fremgang. Samtidig begyndte kineserne de massive opkøb af især amerikanske statsobligationer, der kun 21 år efter massakren i 1989 giver ansvarlige parti et unikt greb om den globale økonomi.

Nu kan man naturligvis spørge om det er et problem? Den kinesiske vækst har løftet millioner ud af fattigdom og udgør Kina virkelig en trussel? Som svar kan man passende overveje om USA og Europa ville have tilladt, at Sovjetunionen at udvikle sig som Kina har gjort det?. Ville man have tilladt, at det sovjetiske politbureau var blevet udstyret med en de facto destruktionsmulighed overfor den vestlige økonomi ved at kontrollere for 775 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer? Naturligvis ville man ikke det, og man kan undre sig over, at det fik lov at ske med Kina.

Det kan med en vis ret argumenteres for, at der er åbenlyse forskelle på Kina og Sovjetunionen. F0x en langt mere begrænset atomar trussel fra Beijing. Men på mange områder er truslen mod vestlige værdier og interesser mindst lige så stor fra Beijing, som den i sin tid var fra Moskva.

En økonomisk udfordring
Kina udgør først og fremmest en trussel i kraft af landets økonomiske magt. Hundredtusindvis af vestlige arbejdspladser er gået tabt pga. udflytningen til Kina. I Danmark betegner vi ofte denne udvikling normalt uomgængelig, men fakta er, at konkurrencen fra Kina finder sted abnormt ulige vilkår, og er præget af en voldsom kinesisk dobbeltmoral.

Kina hylder officielt frihandel og reagerer skarpt på alle vestlige forsøg på at begrænse importen fra landet. Det blev senest demonstreret, da Obamaadministrationen besluttede at ligge told på kinesiske dæk. Beskyldningerne om protektionisme kom omgående fra Beijing. Men reelt er ikke tale om frihandel med Kina. Hvert eneste kinesiske eksportprodukt er kraftigt subsidieret som konsekvens af en valuta, der er undervurderet med 40%.

Senest har den Nobelprisvindende økonom, Paul Krugman, anslået, at den undervurdere valuta årligt koster USA 1.4 millioner arbejdspladser, og at det er på høje tid, at USA og Vesten indfører toldværn, som modsvar på den kinesiske dumpning. Med andre ord sker Kinas vækst på bekostning af Vestens, hvilket truer med at underminere vores konkurrencekraft, flytte vores erhvervsliv og dermed udgør en reel trussel mod vores fremtidige velfærd.

Mere bekymrende end udflytningen er imidlertid, at den økonomiske styrke giver et kommunistisk diktatur en betydelig kontrol over verdensøkonomien. Langt de fleste kinesiske selskaber inden for strategiske sektorer som minedrift, olie og naturgas er statsejede. Regimet anvender virksomhederne til at opkøbe olieselskaber, minevirksomheder og virksomheder med adgang til højteknologi rundt om i verden. Ikke nødvendigvis med profit for øje, men ud fra en langsigtet strategi om at skaffe Kina kontrol med råmaterialer og energiforsyning. Strategiske opkøb, som Vesten ikke har noget modsvar på, bl.a. fordi vi ikke tænker offentlige selskaber som en del af vores energi- og udenrigspolitik.

En dominerende stilling
Kina er gennem sin økonomiske styrke og strategiske opkøb ved at opnå en betydelig styrkeposition. Det er først og fremmest et problem, fordi kommunistpartiet vil noget andet med verden end os, har andre værdier end os og aktiv vil søge at begrænse den frihed vi i dag nyder godt af.

Når det gælder den globale udvikling, har det længe været tydeligt, at Kina er en trussel mod vestlige interesser og værdier. For kineserne har ikke nogen dagsorden om at gøre verden til et bedre sted for andre end dem selv. I Afrika fører den kinesiske jagt på kontrol med ressourcer til, at nogle af verdens værste regimer holdes ved magten. Den kinesiske Afrikapolitik destabiliserer reelt enhver indsats for at fremme demokrati og menneskerettigheder på kontinentet. Bl.a. kan Zimbabwes Robert Mugabe, Eritreas Issias Afewerki og Sudans krigsforbrydersigtede Omar al-Bashir holde deres rædselsregimer ved magten med kinesisk støtte. Al-Bashir fik sågar i 2007 foræret et nyt præsidentpalads af Kinas præsident, Hu Jintao.

Men den kinesiske udenrigspolitik gør andet og mere end at underminere bestræbelserne på at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Den bidrager også til en mere usikker verden. Vestens bestræbelser på at forhindre Iran i at udvikle atomvåben er fx, blevet systematisk modarbejdet af Beijing. Ligeledes må det efter COP 15 fiaskoen i København stå klart for de fleste, at Kina ikke deler de vestlige ønsker om en aktiv klimaindsats. Tværtimod var man på COP 15 – trods påstande om det modsatte – klar til at bruge de voksende muskler på at forhindre vestlig succes på dette centrale område.

Den voksende kinesiske magt har altså allerede i dag massive konsekvenser. Og Kina begrænser også i stigende grad os i Vesten. I Danmark, hvor selvcensur efter Muhammed-krisen fordømmes af alt og alle, blev et massivt flertal i Folketinget i december banket på plads af kineserne, og tvunget til at godkende den såkaldte verbalnote om Tibet. Baggrunden var statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama, der øjeblikkeligt medførte en kinesisk boykot af både danske embedsmænd og erhvervsinteresser. Ud over det åbenlyst absurde i at Kina, som medlem af WTO, blokerede for danske virksomheder, illustrerer sagen med al ønskelig tydelighed, at Kina i dag begrænser vores frihed. Spørgsmålet er, hvad det næste emne bliver? Trusler mod Danmark, hvis medierne dækker Kina for kritisk? Eller måske et krav om et forbud mod Falun Gong eller tibetanske eksilbevægelser i Danmark? Det er næppe lige på trapperne, men hvad svarer vi om 5 eller 10 år, når kineserne magt er steget yderligere, og de truer med at lukke tusindvis af danske arbejdspladser eller lukke for, at vi kan købe olie hos deres vasalstater i Afrika? Og hvad svarer USA og Europa, når Kina invaderer Taiwan og truer med at bruge dets økonomiske muskler i tilfælde af vestlig indblanding?

Perspektivet er skræmmende, og der er i Kinas opførsel og udenrigspolitik til dato intet, der tyder på, at landet agter at blive den venlige stormagt dets vestlige venner taler om. Kina er en autoritært og kommunistisk stat, som det er på høje tid, vi i Vesten begynder at betragte som en både økonomisk, politiks og militær sikkerhedsrisiko.

“Ethanol og Diplomatiet”

Af André Amado, Vice-Generalsekretær for Energi og Højteknologi i det brasilianske udenrigsministerium. Fhv. rektor for Instituto Rio Branco (1995-2001), og tidligere brasiliansk ambassadør i Lima (2001-2005) og Tokyo (2005-2008)

U.S Environmental Protection Agency, EPA, der egentlig svarer til miljøministeriet, har netop tildelt status som “avanceret biobrændstof” til ethanol produceret af sukkerrør, efter at det på baggrund af videnskabelige undersøgelser har anerkendt, at produktet reducerer udledningen af drivhusgasser med 61% i forhold til benzin. Verdens største økonomi gør ret i at være optaget af klimaforandringerne, der stadig mere truer livskvaliteten på vores planet. Vi ved alle, at vi ikke kan opnå udvikling uden at bruge energi, og at produktion og brug af energi samt de industrielle processer er de store syndere. Vores tids største udfordring er netop at søge at vende den nuværende tendens til miljøforringelser, uden at det går ud over den økonomiske vækst, hvis rolle er at skabe nye jobs, især i udviklingslandene, hvor den mest skammelige forurening udgøres af fattigdommen.

Brasilien har meget at sige i den debat. I halvfjerdserne, da vores land importerede circa 80% af det brændstof, vi forbrugte, var vores svar på den pludselige stigning i olieregningen at iværksætte ProÁlcool programmet. I medvind såvel som i modvind satsede regeringen, virksomhederne og forskningscentrene på at udvikle et konkurrencedygtigt brændstof, sukkerrørsethanol, som hurtigt viste sig at være det produkt, der gav det største afkast i landbruget, var mest energieffektivt, og var mest inkluderende, da de lønninger sukker/alkoholindustrien betalte, hurtigt blev de højeste i landområderne.

På den anden side har iværksættelsen af flex-fuel programmet fremmet processen og i dag gjort det muligt for os ikke blot at have den reneste energi matrix i verden, med et bidrag på 46% fra vedvarende kilder mod verdensgennemsnittet på 13% og 6% for de industrialiserede landes vedkommende, men også siden skabelsen af ProÁlcool programmet at undgå at udlede 850 mio. tons drivhusgasser til atmosfæren. Som et kuriosum er det værd at bemærke, at Brasilien i dag er det eneste land i verden, hvor benzin – og ikke ethanol – er det alternative brændstof.

EPAs anerkendelse var altså ikke en overraskelse for os, men en stor tilfredsstillelse. Der er strømninger i USA og Europa, der mener, at sukkerrørsproduktionen, presset af ethanolens succes, er ved at optage plads fra anden fødevareproduktion, der på sin side skubber kvægdriften videre til områder præget af ekstrativisme, og i denne følgevirkning, som de kalder for “indirekte konsekvenser af jordbrugsændringer” (forkortet ILUC på engelsk) vil ende med at ødelægge den oprindelige vegetation, hvilket i Brasiliens tilfælde betyder amazonregnskoven. Det drejer sig om et nøgleelement i den aktuelle debat om biobrændstoffers bæredygtighed. EPAs tilkendegivelse viser, at Brasilien ikke længere er det eneste land, der hævder, selv med den teoretiske mulighed for ILUC, at sukkerrørsethanol giver en betydelig reduktion i udledningen af drivhusgasser og anerkender den derved som en uomgængelig allieret i bekæmpelsen af klimaændringer.

En milepæl for den videnskabelige debat om biobrændstofferne var afholdelsen i Brasilia den 19. august 2009 af et møde mellem brasilianske og nordamerikanske specialister inden for rammerne af “Memorandum of Understanding Between the United States and Brazil to Advance Cooperation on Biofuels”. Begivenheden havde en deltagelse af circa 50 specialister i biobrændstoffer fra begge lande, der debatterede aspekter i den nye nordamerikanske lovgivning.

Med støtte fra de involverede ministerier og regeringsagenturer, fra den private sektor som eksempelvis Sukkerrørsindustriens Organisation (Unica) og fra den akademiske verden (UFRJ, Unicamp, USP, og Instituttet for International Handel og Forhandling – Icone), blev det i al stilfærdighed bevist, at den brasilianske produktion af sukkerrør sker på områder, der er blevet frigjort til landbrug på baggrund af en produktivitetsstigning i kvægbruget.
I december måned sidste år organiserede det brasilianske udenrigsministerium, som en parallel begivenhed til Konferencen om Klimatiske Ændringer i København, og i partnerskab med ministerierne for Minedrift og Energi samt Viden og Teknologi, INPE og Unica, et seminar for at understrege sukkerrørsethanols bidrag til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. I åbningsceremonien deltog Lisa Jackson, der som chef for EPA bekræftede – hvilket vi senere har fortolket som en tilkendegivelse af den retning agenturets undersøgelser tog – at være klart interesseret i den brasilianske case.

EPAs erklæring har åbnet for enorme muligheder på det økonomisk-handelsmæssige plan. Den amerikanske regering har fastsat en målsætning for år 2022 om, at USAs energiforbrug skal omfatte 80 mia. liter “avanceret biobrændstof”. Af dette kvantum kan de 15 mia. komme fra sukkerrørsethanol. Og i dag eksporterer Brasilien kun 1,5 mia. liter af produktet til USA.

I modsætning til en oliebrønd kan man ikke pumpe sukkerrørsethanol alt efter behov. Man skal først forberede jorden, plante sukkerrørene, høste dem og omdanne dem til ethanol på en fabrik, det tager 3 år at bygge og gøre operationsdygtig. Trods den nylige finanskrise, der har lammet investeringerne, har brasilianske og udenlandske forretningsfolk besluttet at satse på ethanol, også før EPAs erklæring, hvilket bedst illustreres ved de mange joint-ventures og akkvisitioner i sektoren, der er registreret i de sidste måneder i Brasilien.

Det er således ikke så lidt, vi har at fejre, fordi selv om den brasilianske ethanol indtil videre ikke har været anerkendt som det mest konkurrencedygtige og rene valg af brændstof globalt set, så bliver den det nu. Dette styrker også grundlaget for den brasilianske politik inden for biobrændstofområdet til gunst for vore partnere verden over. Hvor mange genveje havde vi ikke tidligere kunne have taget i vore bestræbelser på at bekæmpe social ulighed og fattigdom, hvis de udviklede lande havde været villige til at dele deres teknologiske fremskridt med os?

Nu er Brasilien fast besluttet på at overføre den teknologi, som vi har formået at beherske inden for sukkerrørsethanol, oprettelse og styring af projekter i sektoren samt udarbejdelse af regulerende lovgivning på området til andre udviklingslande. Vi har den forståelse, at en nedbringelse af olieregningen, en lokal produktion af råvarer, generering af bio-elektricitet ud fra sukkerrørsbagasse, jobskabelse i fattige samfund og muligheden for at opnå en ekstra indkomst ved eksport af produktionsoverskud er et udtryk for den diplomatiske mission, Brasilien ønsker at praktisere over for udviklingslandene.

Offentliggørelsen af den amerikanske regerings positive afgørelse om den brasilianske ethanol er et bevis på, at et seriøst videnskabeligt og driftsmæssigt arbejde i samklang med regeringens, den private sektors og det videnskabelige samfunds indsats er et set-up, der ikke kan slås. Det drejer det sig om et nyt paradigme i bestræbelserne på at forsvare Brasiliens interesser i udlandet, kendetegnet ved samarbejdet mellem de institutioner og sektorer, der kæmper for et fælles formål. Den koordinerede indsats var altafgørende for at opnå anerkendelse for bæredygtigheden af den ethanol, der produceres og forbruges i Brasilien. I de næsten 3 år, Memorandum of Understanding har eksisteret, har det tætte samarbejde mellem Brasilien og USA skabt positive resultater i retning af at virkeliggøre de visioner, der deles af de to største producenter og forbrugere af biobrændstoffer i verden: skabelsen af et internationalt marked for ethanol og biodiesel.

———————————————-

Indlægget blev oprindeligt offentliggjort på portugisisk i Valor Econômico den 15. marts 2010

I KULMINATIONEN PÅ EN SPEKTAKULÆR

Med en fogedforretning på en millionvilla tilhørende et andet lands regering, markerede det sydafrikanske retsvæsen i dag sin uafhængighed. Med en for den sydafrikanske regering politisk ubekvem dommerkendelse i hånden fik borgerrettighedsgruppen Afriforum på vegne af en gruppe hvide farmere fra Zimbabwe i dag hjælp fra sheriffen i Cape Town til at overtage en villa som indtil da tilhørte Zimbabwe. Overdragelsen af skødet på ejendommen – og sheriffens notifikation af de nuværende lejere – var den foreløbige kulmination på en sag, der startede da det sydlige Afrikas svar på menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, det regionale SADC-tribunal, erklærede besættelserne af de hvide farmeres ejendomme i Zimbabwe for værende både racistiske og ulovlige.

SAGEN ER UBEJLIG FOR PRÆSIDENT Zuma af flere grunde. Dels er præsidenten involveret i bestræbelser på, at få samlingsregeringen i Harare til at fungerer tilstrækkeligt til, at der kan afholdes nyvalg inden længe, og dels er Zuma hjemme presset af venstrefløjen i ANC, der kræver en langt mere radikal omfordelingspolitik i Sydafrika. Her er overdragelse af Mugabes ejendomme til farmerne ikke nødvendigvis et populært skridt.

Zimbabwe har selv pure afvist SADC-kendelsen og har som konsekvens siden nægtet at anerkende tribunalet, men resten af medlemslandene – herunder Sydafrika – er bundet af kendelsen og efter flere månedernes juridisk tovtrækkeri er det nu lykkedes farmere at overtage huset. Selvom der er tale om en imponerende villa til flere millioner rand er på ingen måde i nærheden af at dække de værdier, som præsident Mugabe og hans Zanu-PF parti har ødelagt i den årelange kampagne mod farmerne.

Farmernes advokat, Willie Spies, betegnede i dag således også overtagelsen, som et symbol på, at det muligt for enkeltpersoner at vinde over undertrykkende regimer ved at gå rettens vej. Med kendelsen fra North Gauteng High Court er der åbnet mulighed for at gøre udlæg i andre aktiver, som Zimbabwe har i Sydafrika. Ambassadebygningerne i Pretoria er beskyttet af diplomatisk immunitet, men de aldrene jetfly fra Air Zimbabwe vil ifølge lokale iagttagere være oplagte mål for advokaterne, da de udgør såvel et økonomisk, som et politisk aktiv.

Samtidig med fogedforretningen i Cape Town demonstrerede Sydafrikas minister for landreformer og udvikling af yderområderne, at den politiske opbakning ikke nødvendigvis går hånd i hånd med den juridiske. Gugile Nkwinti udtalte i et interview med 24-timer nyhedskanalen Enews, at landmændene i Sydafrika måtte samarbejde mere med regeringen om landreformer, eller risikerer en situation der var ”værre end den i Zimbabwe”. En udtalelse, straks gav anledning til skarpe reaktioner fra oppositionen, og sent tirsdag aften var det uklart, om ministeren stod ved hans udtalelser.

MENS DER NÆPPE ER NOGEN

Men kan imidlertid meget vel ændres i de kommende år.

I sidste uge afholdte Committee on Foreign Affairs i Repræsentanternes Hus en høring med titlen “Bad Company: Lashkar-e-Tayyiba and the Growin Ambition of Islamist Militancy in Pakistan”.

Formanden for komiteen, New York-demokraten Gary Ackerman, lagde ikke fingrene imellem. Han fremhævede blandt andet, at i undersøgelserne efter Mumbai angrebene i 2008 – som LeT tog ansvaret for – blev der fundet over 300 lokationer globalt, der kunne være mulige mål for nye terrorangreb.

Hvor man tidligere har anset LeT for primært at være engageret i Indien, var det opsigtsvækkende, at blot 20 af de mere end 300 mulige terrormål var indiske, mens de øvrige var fordelt på resten af verden.

20 årig organisation på vej væk fra det lokale til regional/global platform

LeT BLEV GRUNDLAGT I starten af 1990′erne i forbindelse med situationen mellem Pakistan og Indien over Kashmir provinsen. Programmet bag terrororganisationen har været baseret på at nedbryde den indiske republik – samt ikke mindst at udrydde ikke blot hinduismen men ligeledes jødedommen. LeT’s udgangspunkt er simpelt: Hinduer og jøder er fjender af Islam – og Indien samt Israel er således fjender af Pakistan. Den store vision er at skabe en islamisk stat i sydasien.

Det er i sig selv selvsagt alvorligt – men høringen i sidste uge afslørede måske, at der er en større og større bekymring for, at LeT ønsker at føre deres aktiviteter uden for det indiske subkontinent.

ACKERMAN UNDERSTREGEDE under kongreshøringen, hvordan LeT i stigende grad indgår i et globalt fællesskab med grupper, netværk og organisationer, der deler deres “anti-vestlige” værdisæt.

Lisa Curtis fra den konservative Heritage Foundation deltog ligeledes i høringen. I følge hende vil det være at sammenligne med at stå ved siden af en tikkende bombe, såfremt man ikke gør noget ved LeTs aktiviteter.

Farlige forbindelser til Pakistan

Interessant er det især, at flere af indlæggene fokuserede på Pakistans rolle. Om end Pakistan – og særligt det pakistanske militær – var med til at starte LeT for 20 år siden, da der var brug for frivillige i den pakistanske hær til Kashmir – forbød landet LeT i 2002, i lyset af ´krigen mod terror.

Imidlertid er flere bekymrede for de vedvarende rygter om stadige forbindelser mellem både pakistansk efterretningsvæsen, militær og den voksende terrororganisation.

Ashley Tellis fra Carnegie Endowment for International Peace understregede, at LeT stadig har “stærke forbindelser med Pakistan. ” LeT benytter pakistansk territorium som den primære base for operationer og de vedbliver med at blive støttet massivt af den pakistanske stat – særligt fra militæret samt efterretningsvæsnet,” sagde Tellis.

Tellis fremførte videre, at USA burde erkende forbindelsen mellem LeT og den pakistanske stat, mens Lisa Curtis slog fast, at det har været en fejlslagen amerikansk politik, at man ikke har insisteret på at Pakistan for alvor skulle lukke ned for LeT for lang tid siden. Blandt fordi det ifølge hende, aldrig vil lykkes at lukke al-Qaeda ned uden at adressere LeT først.

Tilbage efter høringerne står billedet af endnu en lokal sikkerhedstrussel, der risikerer at blive en regional eller global problemstilling. For som kommiteen i den amerikanske kongres blev enige om: “Pakistan danser en delikat dans med Frankensteins monster, som de selv har skabt…og nu vil det operer globalt,”.

I NÆSTE UGE

Indonesien er særlig på mange måder. For det første fordi, at landet for kun lidt mere end et årti siden afsluttede 30 års autoritær styre – og i dag er det mest demokratiske land i regionen. For det andet er 85 pct. af den 230 millioner store befolkning muslimer – og er dermed et bevis på, hvordan demokrati og Islam kan kombineres successfuldt.

MEN FOR DET TREDJE fordi, at landet efterhånden ønsker at tage et større politisk ansvar – ikke blot i regionen men også globalt. Af den årsag glæder indoneserne sig i høj grad også til besøget. Overvejelserne om at styrke partnerskabet mellem USA og Indonesien, vil bidrage til USAs muligheder for at holde balance imellem de tre øvrige magter i Asien: Kina, Japan og Indien.

For Indonesien handler det blandt andet om, at de gerne ser et styrket forhold til USA på det økonomiske område – og muligvis også et styrket militært samarbejde. Men særligt handler det særligt for Indonesien om muligheden for at styrke positionen på den globale scene.

Asia-Pacific redaktøren hos Sidney Morning Herald, Hamish McDonald, skrev i lørdags hvordan Indonesien efter at være blevet inkluderet i G20 har fået smag for at sidde med ved bordet, når der sker noget. Og det er ikke just i den regionale organisation ASEAN, at det er tilfældet. Særligt har Indonesien præsident Bambang øjnene rettet mod militærjuntaen i Burma.

SENERE I MARTS REJSER Marty Natalegawa, den indonesiske udenrigsminister, til Rangoon. Det kunne meget vel blive en god indikator på, hvordan Indonesien har tænkt sig at positionere sig. Såfremt Natalegawa skruer lidt op for retorikken i forhold til demokratiske reformer, har vi måske en del af svaret.