Vesten skal ikke lade sig besnære af den voldsomme økonomiske udvikling i Kina til at give køb på grundlæggende værdier som menneskerettigheder og demokrati. Det siger Bikhim Hsiao, direktør for internationale forhold hos Taiwans vigtigste oppositionspart, Demokratic Progressiv Party (DPP) i et eksklusivt interview med NeedtoKnow. Samtidig understreger Hsiao, at Kina, afspænding og økonomisk samarbejde til trods, fortsat er en strategisk trussel mod Taiwan, og dermed også med stabiliteten i Sydøstasien.

På Kinas østkyst står mere end 1300 missiler rettet mod mål i Taiwan og til trods for de seneste 20 års åbning mod vesten kommer der stadig flere til, og Taiwanstrædet er et af de mest militariserede områder i verden. Det stiller Taiwan overfor særlige udfordringer og er en påmindelse – både for Taiwan og for resten af verden – om, at Kina er andet og mere end et land med økonomiske muligheder, siger Bikim Hsiao.

Kina – en sikkerhedspolitisk risiko
Den 38-arige Hisiao, der er tidligere parlamentsmedlem og udenrigs- og sikkerhedspolitisk toprådgiver for Taiwans tidligere præsident Chen (2000-2008) er skeptisk når det gælder Kinas øgende rolle på den internationale scene. Hun frygter at USA og Europa vil alene fokuserer på Kinas store økonomiske potentiale, frem for at vægte holde fast i værdier som demokrati og menneskerettigheder i forholdet til Kina. ”Det er netop en sådan udvikling vi er bange for. USA og Europa synes når det kommer til Kina langt mere fokuserede på økonomisk samarbejde end på at fremme demokrati, og de vestlige lande synes i forholdet til Kina at have glemt, at stabil økonomisk udvikling på længere sigt hænger sammen med et velfungerende demokrati”, siger Hsiao.

Bikim Hsiao advarer om, at det såkaldte ”Rise of China”på sigt kan øge ustabiliteten Sydøstasien, da den kraftige kinesiske oprustning og et fortsat militært pres mod Taiwan kan være med øge de regionale spændinger. En bekymring der i stigende grad deles af sikkerhedspolitiske iagttagere i regionen. Senest har den tidl. australske premierminister John Howards sikkerhedsrådgiver, Andrew Shearer, advaret kraftigt mod de ekspanderende kinesiske interesser og opfordret, at Australien til at revurdere sin strategiske vurdering af Kina.

Netop den potentielle betydning for stabiliteten i regionen er sammen med menneskerettighedssituationen baggrunden for til at Europa ifølge Hsiao bør droppe enhver tanke om at ophæve forbuddet mod salg af våben til Kina. ”Det virker som om, at der er visse lande i EU, der gerne vil genåbne debatten om våbeneksportsforbuddet. Det vil være særdeles uklogt, og det er værd at huske, at det i givet er våben, der kan og vil blive rettet mod et demokratisk Taiwan”, påpeger Hsiao.

Ikke alle æg i Kinas kurv
Den nuværende administration på Taiwan under præsident Ma, har forsøgt at mindske spændingerne over Taiwanstrædet og indlede en tættere dialog med Kina. Men for Bikhim Hsiao er netop Kinas voksende styrke et argument for, at Taiwan skal forsøge at holde fast i sine traditionelle allierede – ikke mindst USA. ”På trods Kina så har USA indtil nu fastholdt støtten til Taiwan og forholdet mellem USA og Taiwan er stærkt. Men hvem ved om det gælder om 10 eller 20 år? Jeg anerkender fuldt ud USA’s behov for en tæt forhold til Kina, men det er også et argument for at Taiwan skal være stærk overfor Kina. Et stærkt og selvsikkert Taiwan står bedre overfor Kina, end et Taiwan der blot forsøger at tilpasse sig kinesiske krav, siger Hsiao.

Hun understreger, at DPP anerkender behovet for et økonomisk samarbejde med Kina, men at det er farligt for Taiwan at knytte for tætte bånd til fastlandet. ”Et ensidigt økonomisk samarbejde med Kina vil gøre Taiwan alt for afhængig af Kina risikerer at underminerer Taiwans selvbestemmelse. Derfor mener vi (DDP-red), at Taiwan også skal se mod andre lande, såvel regional og internationalt. Det er alt for farligt at lægge alle sine æg i en kurv”.

Manglende åbenhed
Generelt set positivt på en afspænding på tværs af Taiwanstrædet, men at det ikke skal være på bekostning af hverken Taiwans interesser eller øens demokrati. Fx betragter hun det som uacceptabelt, at den taiwanske offentlighed ikke har indsigt i forhandlingerne med Kina. ”Forhandlingerne forgår ikke mellem Taiwan og Kina, men mellem Kinas Kommunistiske Parti og Koumintang (regeringsparti på Taiwan – red), og dermed er forhandlingerne ikke genstand for nogen form for demokratiske kontrol. Enhver ændring i forholdet mellem Taiwan og Kina må og skal på bygge på tillid fra Taiwans befolkning og på respekt for Taiwans selvbestemmelse. Den skal ikke være baseret på resultatet af lukkede forhandlinger”.

Netop den demokratiske udvikling på Taiwan under præsident Ma har været udsat for kritik fra både ind- og udland. Hsiao understreger sin store tiltro til Taiwans demokrati, men er alligevel bekymret. ”Vi har set flere eksempler på at tingene er gået i den forkerte retning. Retsagen mod tidligere præsident Chen er et eksempel på at tingene ikke går i den rigtige retning, de lukkede forhandlinger med Kina et andet og også på det symbolske plan oplever vi skridt i den forkerte retning. Ma-regeringen har fx ændret ”Taiwan Democracy Hall” til Chiang Kai-Shek Memorial Hall, og det giver samlet set grund til bekymring”.

Urolighederne i den kinesiske region har fået mange til at gentage bekymringerne ved Kinas fremfærd.

Tættere forhold til  Kina i løbet af et år og status quo

Taiwan valgte sidste forår ny præsident. Chen Shiu-bian fra DPP blev afløst af Ma Ying-jeou hvilket har ført til, at forholdet mellem Folkerepublikken og Taiwan har udviklet sig i retning af større samarbejde mellem de to. Dette tolker repræsentant LIU som et fremskridt.

” I løbet af det sidste år har Taiwan og Kina udviklet tættere relationer, hvilket har betydet større stabilitet i øst Asien. De to sider har afholdt tre samtale-runder og opnået enighed på ni områder vedrørende direkte fly forbindelser, fødevaresikkerhed, kriminalitetsbekæmpelse og turisme.” 

I følge LIU vil dette føre til et mere positivt forhold mellem de to sider – og ser samtidig også nogle positive muligheder for udviklingen internt i Kina. ” Turister fra Kina vil opleve ytrings- og pressefrihed i Taiwan. Eksempelvis er medierne fuldstændigt frie til at kritisere alle medlemmer af regeringen – inklusiv præsidenten. Medlemmer af Falun Gong og resten af offentligheden kan udtrykke dem som de vil. Sådanne demokratiske oplevelser vil blive givet videre til andre kinesere på fastlandet igennem turisterne.” 

Om end flere iagtagere har påpeget at denne form for demokratisk og kulturel udveksling aldrig har ført til forbedringer internt i Folkerepublikken, er Charles LIU optimist. Også når det kommer til det økonomiske samarbejde mellem Taiwan og Kina.

” Den økonomiske udveksling vil også have en positiv indflydelse på at upgradere den økonomiske standard i Kina – og dermed føre til en større middelklasse. Deres krav om politisk deltagelse vil facilitere demokratiseringen af Kina på den lange bane. ”

Forfatter, journalist og kommentator Frank Ching sagde for nyligt, at den nuværende præsident for Folkerepublikken Kina Hu Jintao har valgt en anden tilgang til Taiwan end hans forgænger Jiang.

” Hvor Jiang var optaget af at få en tidslinje for genforeningen, tager Hu (Jintao) en anden tilgang – han ønsker at Taiwan ikke bevæger sig yderligere væk. Så i stedet for at tale om genforenin, vedtog Kina en løsrivelseslov i 2005, der fundamentalt sagde, at der findes et Kina samt at så længe, at status quo er opretholdt, alt kan diskuteres,” udtalte Ching til RealClearWorld. Og netop status quo er et begreb, der bruges ofte i diskussionen om Taiwan – både udenfor øen som i Taipei.

Således fremhæver Charles LIU en nylig undersøgelse på Taiwan et par gange. ” Den viser, at 70 pct. af befolkningen på Taiwan støtter regeringens politik om yderligere udveksling og aftaler med Kina – og samtidig at et flertal på 80 pct. ønsker status quo,” fortæller LIU. Denne form for meningsmålinger er blevet udført siden 1980’erne.

Missilerne kan godt flyttes – men også bygges op meget hurtigt igen

I følge det Taiwanesiske forsvarsministerium har Folkerepublikken omkring 1.600 missiler rettet mod øen. Det handler om ca. 1.400 Dong Feng 11 missiler, 15 kort-distance balistiske Dong Feng missiler og omkring 200 krydsermissiler. Om end Præsident Hu Jintao i starten af 2009 kom med udmeldinger om, at kinerserne muligvis ville skære ned i antallet af missiler – er det alligevel lidt af en virkelighed at skulle agere i.

NeedtoKnow spurgte derfor til situationen omkring missilerne og sikkerhedsspørgsmålet generelt.

” Det er klart, at det er en speciel situation med missilerne rettet imod øen. I den nære fremtid er faren for en kinesisk invasion af Taiwan næppe stor”, forklarede LIU og fortsatte: 

” Der var en kinesisk general som på et tidspunkt sagde, at missilerne godt kunne flyttes – men de hurtigt kunne komme op igen. På den måde skal de jo også flyttes meget langt væk for ikke at kunne udgøre en trussel mod Taiwan. Bare at flytte dem i nærheden af Shanghai har ingen indflydelse. ”

Siden 1979 har den såkaldte amerikanske ” Taiwan Relations Act” været den væsentligste søjle for sikkerheden på Taiwan. NeedtoKnow spurgte Charles LIU, om man var bekymret for om støtten fra særligt USA gradvist vil blive mindre i takt med at forholdet mellem fastlands Kina og USA vokser økonomisk .

Charles LIU var ikke så bekymret. ” Vi er glade for at se, at samarbejdet mellem USA og Kina har fungeret i mange år til fordel for begge lande. Deres samarbejde er et klart resultat af det frie marked og vi tror på, at en stigende velstand i Kina vil styrke den regionale sikkerhed i Asien og samtidig have en positiv indflydelse for Taiwan. ”

Atomspørgsmålet på den koreanske halvø præger i stigende grad ligeledes forholdet mellem USA og Kina, hvor Washington er afhængige af indsatsen fra Beijing. ” Taiwan har stor opmærksomhed på spørgsmålet om Nordkorea. Vi deler synspunkt med FN eller med andre ord vi er imod en atomifisering af nordøst Asien og håber på en fredelig løsning på atomproblemerne på den koreanske halvø, ” sagde Charles LIU og fortsatte ” Samarbejdet mellem USA og Kina er en fordel for den asiatiske og stillehavsregion. For nu bekymrer Taiwan sig ikke om en dalende amerikansk opbakning.” 

EU spiller ikke en nævneværdig rolle

I 2001 åbnede Taiwan et repræsentations kontor i Bruxelles. To år senere åbnede EU et tilsvarende i Tapei. Imidlertid anses EU mest som værende en økonomisk partner frem for en politisk. Charles LIU forklarede at: ” EU ikke er en speciel solid aktør – lidt ligesom FN.” Han mener, at det måske skyldes det nuværende antal medlemmer af EU gør, at EU ikke er i stand til at have en politisk platform i forhold til Asien.

” EU medlemslande understreger og overholder spørgsmål om menneskerettigheder, frihed og demokrati. Det er basale værdier, som Taiwan deler med europæiske lande. Derfor er der mange muligheder for at udvikle samarbejder. ” Men konstruktionen af EU gør, at det ikke er nemt. ” Det er ikke nemt at opnå konsensus på alle områder. EU spiller derfor ikke nogen særlig vigtig rolle i forhold til Taiwan.”

På det økonomiske område udvikler forholdet sig imidlertid hurtigt. ” EU er Taiwans fjerde største handelspartner i verden. På samme måde er Taiwan EUs fjerde største handelspartner efter Japan, Kina og Sydkorea.” 

EUROPA OG USA SVIGTER egne idealer i spørgsmålet om Kina og Taiwan, og vesten og modarbejder dermed reelt udbredelsen af demokrati, og på sigt også verdensfreden. Det siger en af USA’s førende Kinaeksperter – professor Arthur Waldron fra

Spørgsmålet om Taiwan er – 20 år efter den kolde krigs afslutning, en lakmustest på, hvor meget den vestlige verden er villig til at prioriterer kampen for demokrati og menneskerettigheder. Desværre – både for Taiwan og resten af den demokratiske verden – tyder alt på, at vesten har prioriteret egne økonomiske fordele over kampen for demokrati. Det siger Arthur Waldron, Lauder professor ved University of Pennsylvania, og forfatter til flere bøger om Taiwan og Kina til NeedtoKnow.dk

“Jeg forventer hverken Kina eller resten af verden til at genoverveje Taiwans internationale status i et godt stykke tid. Der vil altså hverken være tale om genforening, eller om at Taiwan bliver internationalt anerkendt som selvstændig nation.

At det er tilfældet forekommer mig at stille de demokratiske lande, europæiske og asiatiske såvel som amerikanske, i et meget dårligt lys. De demokratiske lande burde have en bedre forståelse af, at verdensfreden i meget stort omfang afhænger af udbredelse af demokrati, og behandlingen af Taiwan er en prøvesag. Indtil videre er resultatet af denne prøve, at de fleste frie mennesker foretrækker penge frem for frihed for andre mennesker”, siger Waldron til NeedtoKnow.

Kina får særbehandling

Forholdt spørgsmålet om hvorvidt Kinas voksende betydning internationalt og ikke mindst for USA’s økonomiske fremtid, ikke reelt vil underminere Taiwans position, påpeger Waldron, at USA har langt flere muligheder for at påvirke Kina end man i dag gør brug af, men at den politiske vilje til at konfrontere Kina gennem længere tid har været fraværende i Washington.

“Man skal huske at afhængigheden går begge veje. Kina kunne ikke overleve uden det amerikanske og europæiske marked. Hvis de demokratiske nationer begyndte at håndhæve de internationale aftaler om frihandel, for slet ikke at tale om politisk frihed og menneskerettigheder, overfor Kina på samme måde som det er tilfældet i resten verden, ville Kina få store problemer. Der er skabt enorme undtagelse for Kina, der betyder at landet ikke behøver følge de gængse internationale normer.

Hverken USA, Europa, eller de asiatiske demokratier opfører, som om de havde nogen kort på hånden i forhold til Kina, og under Præsident Bush opgav USA støtte til demokrati og menneskerettigheder, som en del af landets Kina-politik. Dette synes ikke at have ændret sig under præsident Obama, selvom jeg håber, det vil blive tilfældet.

Som et resultat, ser det officielle Washington kun ringe værdi i det taiwanske demokrati. Man opfatter det ikke som den præstation det rettelig er, men ser det ser det ikke som en præstation, at det er, men snarere som en uheldig udvikling, en gene.

ECFA (handelsaftale mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina – red) bygger på en struktur, hvor de grundlæggende spørgsmål om suverænitet, legitimitet, og så videre, ikke har fundet en varig løsning. Denne struktur opbygges uden input fra Taiwans befolkning eller parlamentarikere. Hvis tvinges igennem, det kan nemt bruges som et påskud for en reduktion af USA’s støtte til Taiwan. Allerede under Bushs administration er støtten reduceret betragteligt.”

Waldron frygter således, at den foreslåede handelsaftale kan blive et påskud for vesten – og især USA – til at opgive opbakningen til Taiwan, hvis spændingerne langs Taiwanstrædet reduceres og de økonomiske og politiske bånd styrkes via ECFA. Waldron er dog skeptisk over, hvorvidt ECFA i sidste ende vil blive vedtaget. Noget som også danske iagttagere overfor NeedtoKnow.dk udtrykker tydelig skepsis omkring. Men hvor de forventer, at regeringen i Taipei vil blive tvunget til at gennemføre en folkeafstemning, som den er dømt til at tabe, er Waldron er især forbeholdene, når det handler om Folkerepublikkens indrømmelser overfor Taiwan.

“Det er vigtigt at være opmærksom på reaktionerne imod et tættere forhold til folkerepublikken. Taiwans præsident Ma har opfordret Kina til at fjerne mere de mere end tusind ballistiske missiler Kina i dag har rettet mod Taiwan. Hvis Kina ikke gør dette, mener jeg, at forhandlingsprocessen vil blive skadet, og handelsaftalen truet.

Ligeledes har præsident Ma opfordret USA til at levere våben til Taiwans forsvar som lovet. Personligt tror jeg, at et stærkt Taiwan har større sandsynlighed for at nå frem til en fair og lige fredsaftale med Kina end et svagt Taiwan, så jeg støtter præsident Ma på dette punkt. Men jeg er bange for mange i Washington mener, at tiden er inde til at berolige Kina ved at reducere vores militære og andre former for samarbejde med Taiwan.”

Ingen regeringsforhandlinger

Det er imidlertid ikke alene vestens manglende opbakning og den hastigt voksende kinesiske økonomi, der gør fremtiden for Taiwan svært forudsigelig. For selvom Taiwan er et velfungerende demokrati, så gør øens manglende internationale status, netop samarbejde og forhandlinger med Kina til et område uden for demokratisk kontrol, og det er et faktum, der risikere at underminere de demokratiske tigerspring som Taiwan har taget de sidste 30 år.

Taiwan har en demokratisk regering og et frit samfund. Men den demokratisk regering ikke kører forhandlingerne med Kina, og er end ikke en anerkendt partner i dem. Og det er et problem.

”Forhandlingerne er de omfattet af Kuomintang, eller Det Nationalistiske parti, der tidligere stod i spidsen for et diktatur i Taiwan, men nu bekender at være demokratiske værdier, og Folkerepublikken Kinas kommunistparti, et andet autoritært part, der fortsat står i spidsen for et stramt diktatur. I det omfang den demokratiske regering i Taiwan marginaliseres i disse forhandlingerne styrkes de autokratiske elementer i Kuomintang mens folkets stemme i Taiwan er slået fra.

Hvis disse autokratiske elementer styrkes tilstrækkeligt, kunne de potentielt tage kontrollen over Taiwan skæbne i deres egne hænder og væk fra landets valgte regering. Befolkningen i Taiwan ønsker imidlertid ikke at være en del af Kina, hvilket meningsmåling efter meningsmåling bekræfter. Præsident Ma har lovet, at den nuværende status quo vil fortsætte. Men det er ikke, hvad Kina ønsker. Beijing’s hensigt er gradvist at oprette så mange forbindelser og afhængigheder på tværs af strædet, at Taiwans uafhængighed og demokrati er tømt for reelt indhold.

Når alt kommer til alt, hvis et folk, i dette tilfælde det taiwanske, intet at skulle have sagt om deres fremtid, er det svært at påstå, at de lever i et demokrati.”

At befolkningen på Taiwan ikke ønsker et tættere forhold til Kina, er ifølge professoren, også en stor del af forklaringen på en række af de interne problemer Taiwans præsident står overfor efter knapt et år ved magten.

”Præsident Mas meningsmåling numre er meget dårligt nu, især sammenlignet med de imponerende sejr, han vandt ved valget sidste år. En af grundene er hans ineffektiv administration af øen, især at han ikke har grebet ind overfor den store korruption der er i hans eget parti, alt i mens han meget bevist er gået efter DPP (Taiwans oppositionsparti, der ønsker Taiwansk uafhængighed –red).

En anden grund er imidlertid den uventede hastighed, hvormed han har bevæget sig i retning af Kina. Det var uventet og er noget, der gør mange taiwanere nervøse Derfor har han peaked når det gælder politisk indflydelse og vil i stigende grad være i defensiven når det gælder forhandlingerne med Kina, medmindre, og dette er et meget vigtig forudsætning at være opmærksom på, Kina giver ham en stor gestus. Fx at titulerer ham som præsident, fjerne missiler, eller tillader Taiwan en mere aktiv deltagelse i det internationale samfund.”

”Min egen opfattelse er, at Ma overvurderer hans evne til at forhandle effektivt med folkerepublikkens ledelse. Han er først nu begyndt at stå op imod deres urokkelige holdninger om suverænitet, legitimitet, demokrati, og så videre. Af samme årsag mener jeg, at kineserne undervurderer Taiwans evne til at overleve og blomstre selv i international isolation. Øen har jo ikke været anerkendt af størstedelen af det internationale samfund i mere end tredive år, men er i dag er stærkere og mere selvforsynende end nogensinde før. Igennem det det sidste årti er Taiwan tillige blevet et af de frieste og mest demokratiske lande i Asien, selv om disse resultater nu er i fare.”

Med sin bekymring for den demokratiske udvikling på Taiwan slutter Waldron sig således til koret af Taiwaneksperter, der med stigende skepsis har set på udviklingen på øen siden Koumintang vant præsident og parlamentsvalget sidste år. Og det er især det tætte forhold til Kina samt behandlingen af øens tidligere præsident, der giver anledning til bekymring.

”Både det Koumintang, og det kommunistiske parti i Folkerepublikken Kina afviser kategorisk at anerkende Taiwan’s uafhængighed som en selvstændig stat. De er samtidig forenet i opposition til DPP og til dem i Taiwan, der ønsker at se øen blive en del af det internationale samfund. Intet seriøst demokrati ville behandle et tidligere statsoverhoved, selv hvis vedkommende er tiltalt for alvorlige forbrydelser, så ydmygende som Taiwans regering bevist behandler tidligere præsident Chen Shuibian på. Jeg ser bekymrende tegn på, at tidligere tiders autoritære tendenser vender tilbage til Kuomintang nu, hvor partiet er tilbage ved magten.”

Optimisme for fremtiden

Til trods for sin skepsis omkring den demokratiske udvikling på Taiwan ser Waldron overordnet positivt på Taiwans fremtidige udviklingsmuligheder.

”Jeg er optimistisk omkring Taiwans fremtid. Hvis Taiwan er i stand til at sikre fred med Kina og funktionelle økonomiske forbindelser til Folkerepublikken uden at give køb sin suverænitet og sit demokrati, vil det være en gevinst for alle. Tænk på Hongkong. Hongkong handlede massivt med Kina i årevis, før man blev en del af Kina. Men Hong Kong blev ikke en del af Kina på grund af, at handel og økonomisk integration, men snarere fordi de britiske leasingkontrakter udløb, og fordi Kina var uvillig til at tillade demokrati. Taiwan har ingen lejekontrakt og er allerede demokratisk. Derfor formoder jeg, at Taiwans fremtidige forhold til Kina vil være mere ligesom ethvert andet normalt lands, medmindre Kina pludselig skaber et enormt gennembrud, der giver mulighed for politiske forhandlinger. Men for at det kan ske, vil Kina være nød til at forandre sig – og selv blive et frit og demokratisk land, hvilket ikke er utænkeligt. ville have til at ændre karakter – og blive fri og et demokrati selv, hvilket da heller ikke er utænkeligt.

Jeg forventer imidlertid at Præsident Mas mest ambitiøse initiativer vil slå fejl, fordi Kina vil vise sig uvillig til at give indrømmelser om sikkerhed, og fordi USA vil ikke give Ma tilstrækkelig støtte til, at han kan presse Kina hårdt. Det betyder, at status quo vil fortsætte, om end med meget bedre flyforbindelser til fastlandet og andre praktiske forbedringer. Derfor vil Taiwan også fortsætte med at passe på sig selv i en grad, så landet vil forblive uafhængigt og demokratisk. Militært ser jeg en udvikling, hvor Taiwan fortsat at blive selvforsynende med visse centrale systemer såsom missiler og amfibiekøretøjer, og herigennem udvikle den konventionelle afskrækkelse til et punkt, hvor krigsførelse bliver en uattraktiv mulighed – selv for Kina.”

Republikken Kinas flag

Taiwan har i 60 år været en torn i øjet på det kommunistiske styre i Beijing, i en lang årrække indtog Kinas plads i FN’s sikkerhedsråd og som spillede en nøglerolle under den kolde krig. I dag er Taiwan et levende eksempel på et kinesisk demokrati, Men hvad sker der på Taiwan i dag, og har demokratiet en chance i en tid hvor Folkerepublikken Kina kun 20 år efter massakren på Tiananmen, er verdens største eksportør og hastigt øger sin politiske og militære indflydelse? NeedtoKnow sætter i denne uge fokus på Taiwan, og de interne såvel som eksterne udfordringer østaten står overfor.

 

En nation uden land
Taiwan – eller Republikken Kina – som øen officielt kalder sig – har i modsætning til Kina på Fastlandet udviklet sig fra at være et nationalistisk diktatur til i dag at være et moderne asiatisk demokrati. I praksis er fungerer Taiwan i meget vidt omfang, som en selvstændig nation, men på en række punkter påvirkes dagligdagen på Taiwan af det Fastlandskinas insisteren på, at øen er en del af Kina. Taiwan har således kun diplomatiske forbindelser med de 27 lande, der anerkender øens regering som repræsentanter for hele Kina. Disse lande er alle relativt små og tæller bl.a. Vatikanet og for langt de flestes vedkommende gælder, at de er betragtelige modtagere af taiwansk udviklingsbistand.

I resten af verden eksisterer Taiwans regering formelt set ikke. Landets ambassader kaldes informations- eller handelskontorer, deltagelse i internationale sportsbegivenheder sker under et neutralt navn, dets diplomater har ikke diplomatiske rettigheder (immunitet, særlige nummerplader, m.m.) og toppolitikere kan ikke få indrejsevisa. Alt sammen formelle regler der nidkært overvåges fra Beijing, der reagerer aggressivt overfor ethvert land, der måtte samarbejde for tæt med Taiwan.

Invasion fra fastlandet?
Taiwanstrædet har historisk været et af de mest sikkerhedspolitiske spændte områder, og Folkerepublikken Kina har mere end 1000 missiler rettet mod mål i Taiwan. De 23 millioner taiwaneres sikkerhed er baseret på et stærkt nationalt forsvar og ikke mindst forventningen om amerikansk beskyttelse i tilfælde af kinesiske aggressioner. Men kan Taiwan forvente fortsat amerikansk beskyttelse i en tid, hvor Kinas globale indflydelse øges og hvor Kina ejer for mere end 1000 milliarder dollar amerikanske statsobligationer?

Selvstændighed eller genforening?
Spørgsmålet om det fremtidige forhold til Kina har og er det det absolut dominerende spørgsmål i Taiwansk politik. Øen var fra 1949 og frem til 2000 regeret af Koumintang –  Chiang Kai-sheks gamle parti, der fastholder en genforening med Kina på fastlandet som et afgørende mål. I 2000 overtog Democratic Progressive Party imidlertid magten med langt mere fokus på muligheden for at Taiwan kan blive anerkendt som selvstændig stat, hvilket førte til øgede spændinger på tværs af Taiwanstrædet. Efter præsident- og parlamentsvalgene i 2008 genvandt Koumintang magten, Taiwans nuværende præsident Ma har indledt en hidtil uset tilnærmelsespolitik overfor det kommunistiske styre i Beijing. Kritikerne hævder, at det sker på bekostning af Taiwans demokrati og selvbestemmelse. Spørgsmålet er om Ma kan overbevise en stadigt mere skeptisk befolkning, om det fornuftige i at fortsætte tilnærmelserne til Kina?

Needtoknow vil i den kommende tid behandle disse og andre spørgsmål, og herignenem sætte fokus på verdens eneste kinesiske demokrati, hvis fremtid er tæt knyttet sammen med udviklingen i forhold til regimet i Beijing.

The Czech presidency was marked by government crisis and the curious fact that the president of the presidency country is the most EU sceptical EU head of state. Inside the EU’s institutions, expectations are high that the Swedish presidency brings Scandinavian IKEA functionalism to Brussels, estimates euobserver.com blogger Tobias Gräs. He underlines that stable and competent leadership is needed at a time when a newly elected European Parliament and a new Commission are to settle in, whilst the question about the Lisbon treaty remains open.

“The EU is in a situation where all are waiting to see if Ireland accepts or rejects the Lisbon treaty. Such a situation makes it difficult for Sweden to move the EU out of this waiting position, until the treaty question will hopefully be resolved by October. At the same time, one has to remember that a new Commission does not only mean the designation of a Commission President and Commissioners from the Member States. It might also very well lead to a restructuring of Commission services, which in turn might also limit the speed of the EU and provide challenges for the Swedish presidency”, says Tobias Gräs.

In spite of the many institutional changes and the risk for a treaty meltdown in the event of an Irish no vote in October, Gräs estimates that Sweden stands a good chance to succeed with the presidency. Since the stated top priority for Sweden during the presidency is to reach an agreement at the Copenhagen climate summit in December, which the EU system is well prepared for. Also, the climate topic is directly linked with the other major challenge for the Swedish presidency, which is the continued handling of the economic crisis.

“It is true that the crisis has led to a rhetorical shift, with crisis and not climate being most widely referred to, also here in Brussels. However, when one takes a closer look at the initiatives that are underway in the EU system, it is striking that they have a whole lot to do with climate, and it is equally important that the economic crisis has not been used as a pretext to extend environmental deadlines or for downgrading climate priorities in other ways. Indeed the fact that the EU has held on to clear climate priorities gives Sweden a good starting point for the December summit.

Gräs also underlines that the EU needs to keep its climate priorities, since neither politically nor economically can the Union afford to downgrade in this field. The EU has a stated ambition to use the fight against climate change to create new green jobs.

“The West – in particular but unfortunately not only the US – is highly indebted and risks not being able to afford investments in the jobs of the future. Therefore the EU needs successful initiatives aimed at mitigating the effects of climate change as a means to secure further investments in research and development. Such investments in innovation and new technologies are needed in the medium term to bring the European economy forward, and in this respect Swedish achievements in the coming months and a positive outcome of COP 15 are important. In particular, a global climate agreement might serve as a means to secure that money are allocated for enhanced research and development in the next financial perspective 2014 – 2020, says Gräs.

Hence there is a hope in Brussels that the Swedish EU presidency may end like a true IKEA fairy tale in which functionality and good ideas create a simple yet previously unseen success. When Sweden hands over the presidency on 1 January 2010 a new EU treaty might be in place, together with a new Commission, and the EU may have been a driving force behind a global climate deal in Copenhagen. It might also prove to be impossible to deal with all these challenges, and experience shows that the EU is subject to pressure both from the outside and from within. However, as Gräs points out the EU needs success. So maybe there is a chance that all the screws are actually in the pack when the Swedes take on the assembling of their IKEA presidency.

Fotograf: Hans Doverholm

SVERIGE STÅR OVERFOR et udfordrende EU-formandskab, der vanskeliggøres af, at hverken EU-kommissionen eller Europaparlamentet kommer til at fungere optimalt i efteråret, og i håndteringen af den økonomiske krise, svækkes Sverige af, at landet ikke selv deltager i Eurosamarbejdet.

Det siger den Svenske EU-minister Cecilia Malmström i et eksklusivt interview med NeedtoKnow.dk få dage før Sverige overtager formandskabet fra Tjekket.

Da den økonomiske krise for alvor tog fart i efteråret 2008, illustrerede den samtidig, betydningen for EU af, hvem der som formandslands står i spidsen for unionen.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy, gjorde det franske formandskab til et omdrejningspunkt for håndteringen af krisen. Denne rolle som en ledende kraft i forsøget på at afværge den økonomiske krise blev tydeligt svækket da den tjekkisk regering overtog formandskabet ved indgangen til 2009.

Svært udgangspunkt

1. juli er det så Sverige, der skal stå i spidsen for unionen og udfordringerne hober sig op. Udover en Lissabontraktat der endnu ikke er vedtaget og en hastigt voksende arbejdsløshed over hele Europa kommer der også snart en vinter, hvor Europa nok engang risikerer at stå i en gaskrise med Rusland.

Den svenske EU-minister, Cecilia Malmström medgiver direkte adspurgt, at Sveriges egne forudsætninger for at stå i spidsen for EU under den økonomiske krise ikke er optimale med det manglende svenske euro-medlemsskab.

”Når det handler om den økonomiske krise, mener jeg personligt at Sverige vil stå bedre med et euro-medlemsskab også i vores rolle som formand. Men jeg kan også konstatere, at den økonomiske krise har medført en daglig kontakt mellem finansministrene i euro-zonen såvel som finansministre udenfor”

Alligevel vurdere Cecilia Malmström, at det i ekstraordinær grad bliver Sverige, der skal trække EU fremad i de næste 6 måneder, da hverken EU-kommissionen eller Europaparlamentet kommer til at køre for fuld kraft.

Perioden med svensk ordførerskab i EU, vil være præget af et nyt Europa-parlament og en nyudpeget kommission. Malmström sad selv i Europaparlamentet mellem 1999-2004 og har derfor en del at have sin bekymring i for, hvordan dette forløb vil blive.

På hvilken måde forventer du, at det vil påvirke ordførerskabet og de krav, der vil blive stillet til Sverige i den
forbindelse?

”Sverige overtager formandskabet i en situation med et nyt parlament og en ny Kommission, der skal gennemgås og godkendes af det nyvalgte parlament. Jeg ved af personlig erfaring fra 2004, at det kan trække ud,  og det betyder, at hverken Kommissionen eller Europa-Parlamentet fuldt ud vil være i stand til at fungere som partnere i sommeren og efteråret. Det gør naturligvis vores arbejde som formand vanskeligere.” 

Verden truer

De interne udfordringer for EU og Sverige er således betragtelige, men med kriser flere steder på kloden, bl.a. i Afghanistan vil EU’s forhold til resten af verden uomtvisteligt blive et vigtigt element i det svenske formandskab.

Når det gælder konflikten i Afghanistan, så understreger Malmström, at Sveriges som formandsland har hele EU’s interesser for øje. Hun slår samtidig fast, at Sveriges mulighed for at gøre nytte i Afghanistan langt mere hænger sammen med fremtiden for EU’s fælles udenrigspolitik, end med det forhold, at svenskerne står udenfor NATO. Og Malmström ser stor betydning i en styrkelse af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og mener, at det er et selvstændigt formål for det svenske formandskab.

”EU har styrket sin evne til at handle på den globale scene. Men der er stadig meget tilbage at gøre. Et af formålene med arbejdet under formandskabet er at arbejde for en effektiv og sammenhængende udenrigspolitik med henblik på at styrke EU som en global aktør. Det er vigtigt at udnytte alle EU-instrumenter, fra civile og militære krisestyringsoperationer til dialog og diplomati i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og handels- og udviklingspolitik.” Hun påpeger også af den grund, at en vedtagelse af Lissabon-traktaten har stor betydning.

 ”Det er vigtigt, at Lissabon-traktaten, som bidrager til at gøre EU’s fælles udenrigspolitik stærkere, træder i kraft hurtigst muligt Med den nye traktat er der tilføjet en External Action Service som ledes af en Højtstående Repræsentant. Det vil give os yderligere værktøjer til at arbejde udenrigspolitisk”.

 Efter det seneste topmøde i Bruxelles, ser det ud til at også spørgsmålet om netop EUs nye traktatgrundlag bliver afgjort under det svenske formandskab, eftersom Irland formentlig skal til stemmeurnerne til oktober eller november.

Det er dog ikke kun de irske vælgere, der komme til at teste den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

En anden vigtig udenrigspolitisk udfordring er Unionens forhold til Rusland. Det har tidligere været præget af store kriser, men Cecilia Malmström er positiv når det gælder EU’s forhold til den store nabo i øst.

Både i forhold til klimadiskussionen og når det gælder energiforsyning og økonomisk vækst er forholdet mellem EU og Rusland af stor betydning. Sverige var under krigen i Georgien blandt de stærkeste kritikere af den russiske fremfærd.

Hvordan ser du EU’s forhold til Rusland udvikle sig fremover, og hvad er prioriteterne i forhold til Rusland for det svenske ordførerskab?

”Relationerne med Rusland er strategisk vigtige. Et EU-Rusland topmøde planlægges i Stockholm under formandskabet. Ambitionen er en bred og ærlig dialog, og fremskridt i forhandlingerne om en ny bred aftale. Det er også vigtigt at fortsætte dialogen om menneskerettigheder, de fælles grænser og fastlåste konflikter.”, siger Malmström.

Om EU og Ruslands kan bruge topmødet i Stockholm til at styrke det indbyrdes forhold er særdeles uvist, men det kan meget vel vise sig, at være af stor betydning for, om der er varme i de europæiske radiatorer når vinteren igen nærmer sig. 

Læs mere her:

Cecilia Malmströms blog ]]> http://needtoknow.dk/interview-med-cecilia-malmstrom.html/feed 2 http://needtoknow.dk/malmstrom-uenighed-i-eu-om-klimaets-prioritet.html http://needtoknow.dk/malmstrom-uenighed-i-eu-om-klimaets-prioritet.html#comments Sun, 28 Jun 2009 22:07:14 +0000 psj http://needtoknow.dk/?p=59 DEN EUROPÆISKE UNION har indtil nu været forudset til at løfte opgaven som værende den aktør, der gik allerforest i det politiske slagsmål om at få en ny global klimaaftale forhandlet på plads ved COP15 i København ved årets afslutning.

I et interview med NeedtoKnow.dk udtaler den svenske EU-minister imidlertid, at der er uenighed blandt EU-landene om klimaets prioritet.

Tidligere på måneden sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i en artikel i Politiken, at ” […] der er ingen tvivl om, at vi (EU red.) skal beholde lederskabet for at nå en ambitiøs klimaaftale”. Og EU har også sat meget ambitiøse mål for en klimaaftale.”

Så sent som i december 2008 forpligtede EU-landene sig til en samlet reduktion af CO2-udledningen på 20 pct. i forhold til niveauet i 1990. Her blot et halvt år efter, er der imidlertid stor usikkerhed om, hvorvidt alle EU-landene står ved denne aftale.

Den svenske EU-minister Cecilia Malmström erkender da også i et interview med NeedtoKnow.dk, at der her ved indgangen til det svenske EU-formandskab og meget kort tid før COP15 i København er store udfordringer. Og det er ikke nødvendigvis kun såkaldte ”emerging markets” eller store industrinationer, der stritter imod.

NeedtoKnow.dk spurgte Cecilia Malmström, om den økonomiske krise også havde rykket prioriteringerne væk fra klima spørgsmålet også i lande indenfor EU?

” Det er rigtigt, at der er lande i Europa, der hævder, at vi ikke kan tillade os at satse på klimaet lige nu,” udtaler Cecilia Malmström til NeedtoKnow.dk. Dermed bekræfter hun, at der ikke er ”ro på bagsmækken” i Europa. Direkte adspurgt ønsker Malmström dog ikke at svare på, hvilke lande det er, der ikke ønsker at satse på klimaet.

Cecilia Malmström understreger dog, at Europa ikke har råd til at mislykkes med at finde en ambitiøs klimaaftale i København.

” Den økonomiske krise skal ikke ses som en trussel mod miljøet men som en mulighed. En mulighed for at skifte til grøn økonomi, bæredygtige samfund og klimasmarte jobs.”

NeedtoKnow.dk har forsøgt at få en kommentar fra den danske klimaminister Connie Hedegaard, men hun meddelte via hendes pressechef, at hun ikke ønskede at deltage. 

Læs her hele interviewet med Cecilia Malmström

Der tælles ned til den 1. juli på gangene rundt i EU’s bygninger i Bruxelles. Det afgående tjekkiske formandskab har været præget af regeringskriser og det kuriøse i, at formandslandet har Europas mest EU-skeptiske præsident. I EU’s institutioner ser man frem til at Sverige overtager formandskabet, og bringer skandinavisk IKEA-funktionalisme til Bruxelles. Det vurderer blogger ved euobserver.com, Tobias Gräs. Han fremhæver, at der netop er brug for rolig og sikker ledelse i en tid, hvor, hvor et nyvalgt Europaparlament og en ny kommission skal finde sig tilrette, samtidig med, at EU’s traktatgrundlag fortsat er uafklaret

”EU er i en situation, hvor alle venter på om Irland godkender Lissabontraktaten eller ej. Det gør det svært for Sverige, for alvor at få EU-systemet ud af den venteposition man befinder sig i. Det sker næppe før traktatspørgsmålet forhåbentlig er afklaret til oktober. Samtidig skal man huske at en ny kommission ikke bare betyder udpegelse af en formand og nye nationale kommissærer. Det kan meget vel også betyde at omstrukturering af kommissionens direktorater og det er klart at det er ting, der tilsammen kan være med til at sætte EU ned i tempo, og som komplicerer formandskabet for svenskerne” siger Tobias Gräs,

På trods af de mange institutionelle forandringer og risikoen for en traktatmæssig nedsmeltning ved endnu et  irsk nej til oktober, så vurderer Gräs at Sverige har gode muligheder for et succesfuldt formandskab. Det skyldes ikke mindst, at svenskernes erklærede hovedprioritet, en aftale på klimatopmødet i København til december, er noget som EU-systemet allerede er godt forberedt på. Samtidig har klimadiskussionen direkte sammenhæng med svenskernes anden store udfordring, håndteringen af den fortsatte økonomiske krise.

”Krisen har ganske vist medført et retorisk skifte, hvor det er krisen og ikke klimaet, der er på alles læber – også her i Bruxelles. Men når man reelt set på, hvilke initiativer, der er på vej gennem EU, så handler de også meget om klima, og det er særdeles bemærkelsesværdigt at den økonomiske krise ikke har skudt tidshorisonter eller på andre måder nedprioriteret klimaet. Netop det giver EU og dermed Sverige et godt udgangspunkt frem mod december”, påpeger Gräs.

Gräs siger samtidig, at EU har brug for at satse på klimaet, og hverken politisk eller økonomisk har råd til at nedprioriterer klimaindsatsen. EU har et erklæret mål om at bruge kampen mod klimaforandringerne til at skabe nye grønne jobs.

”Vesten – især, men desværre ikke kun USA – er dybt forgældede, og står på nippet til ikke at have råd til at investerer i fremtidens arbejdspladser. Netop derfor har EU brug for en succesfuld klimaindsats som løftestang til at investere yderligere i forskning og uddannelse. Det der på mellemlang sigt skal bringe den europæiske økonomi fremad er innovation og nye teknologier, og her er svenskernes indsats på klimaområdet og Europas resultater ved COP 15 vigtige. Ikke mindst for at sikre et ordentligt grundlag for forhandlingerne om EU’s næste rammebudget i 2012 – det finansielle perspektiv 2014.2020. En global klimaaftale kan være netop den løftestang der skal til for, at der også bliver sat penge af til en øget satsning på forskning og uddannelse, siger Gräs.

Håbet i Bruxelles er således, at det svenske formandskab kan ende med et sandt IKEA eventyr, hvor funktionalitet og gode ideer skaber en hidtil uset succes. Når Sverige giver formandskabet videre 1. januar kan der være vedtaget en ny EU-traktat, indsat en ny kommission, og EU har været den drivende kraft bag en global klimaaftale i København. Det kan meget let vise sig, at det ikke er så let, og erfaringen viser at EU kan presses, både indefra og udefra. Men som Gräs smilende påpeger, så har EU brug for succes. Så måske der er en chance for, at alle skruerne rent faktisk er i pakken, når svenskerne begynder at samle deres IKEA-formandskab den 1. juli.

DET ER PROBLEMERNE, der kommer til at definerer det svenske formandskab – og ikke Sverige, der har defineret, hvad man ønsker at bruge formandskabet til. Det var budskabet fra Sveriges statsminister Frederik Reinfeldt, da han i Bruxelles udnævnte den økonomiske krise, den hastigt voksende arbejdsløshed, klimakrisen og sågar en vandkrise til at være hovedprioriteterne for det svenske formandskab.

”Af en eller anden grund synes der ikke at være nogen der misunder os opgaven”. Sådan indledte Sveriges statsminister Frederik Reinfeldt sin tale til The Center for European Policy Studies i Bruxelles.

Og bedømt ud fra resten af Reinfeldts tale, så er det måske ikke så underligt, hvis man i udenrigsministerier rundt om i Europa ikke misunder de svenske diplomater den opgave de står overfor i det kommende halve år. Udover en eskalerende økonomisk krise og klimatopmødet i København til december, er det også svenskernes opgave at føre EU ud af det traktatmæssige tomrum, som Unionen nu i flere år har befundet sig i flere år.

Klima for vækst

Måske på grund af de utallige kriser som EU og dermed det kommende formandsland står overfor valgte Frederik Reinfeldt at gøre den ene krise til et selvstændigt argument for at løse flere af de andre. Den svenske statsminister lagde således stor vægt på, at en løsning på klimakrisen også er løsningen på Europas økonomiske og sikkerhedspolitiske udfordringer.

Tidligere har EU’s klimaretorik primært været fokuseret på smeltende iskapper og konsekvenserne for de kommende generationer, men Reinfeldt lagde i sin tale stor vægt på, at en ambitiøs klimastrategi også er nøglen til ny økonomisk vækst, besparelser og mindre afhængighed af Rusland. 

Reinfeldts betoning af de økonomiske- og sikkerhedspolitiske fordele ved en ambitiøs klimaindsats, skal ikke mindst ses i lyset af, at der internt i EU er flere lande, der har advokeret for, at den økonomiske krise gør, at det ikke er muligt at fastholde den vedtagne klimastrategi. En uenighed, der for nyligt blev bekræftet, at Reinfeldts EU minister i et interview med NeedtoKnow.dk, og som er med til at understrege, hvor svær en opgave Sverige står overfor, hvis EU skal drive en global klimaaftale hjem i København.

At klima og økonomi bliver hovedprioriteter for svenskerne er ingen overraskelse, men Reinfeldt opstillede en række mindre – men alligevel bemærkelsesværdige – målsætninger for formandskabet.

Mest bemærkelsesværdigt var måske at Reinfeldt – hvis eget land hverken er med i Eurosamarbejdet eller som Danmark har låst kronen til Euroen, – valgte at gøre en plan for tilbagevenden til stabilitetspagtens krav til finanspolitisk ansvarlighed til en prioritet for formandskabet. Det er voksende offentlige underskud i både Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien og Reinfeldt indrømmede i talen også, at der var tale om en både svær og upopulær opgave, men insisterede samtidig på, at krisen var skabt gennem gældsætning, og at budgetansvarlighed er et afgørende for bæredygtig vækst fremover.

Lissabon i centrum

På trods af det svenske formandskab er det den portugisiske hovedstad Lissabon, der kommer til at lægge navn til et af de centrale elementer i formandskabet. I sin tale relancerede Reinfeldt Lissabonprocessen, som blev igangsat i 1990’erne, men EU var domineret af socialdemokratiske regeringer, men som aldrig succesfuldt formåede at bringe dynamik ind i EU’s bestræbelser på at etablerer Europa som verdens førende vidensøkonomi.

Ifølge Reinfeldt er en ny Lissabonstrategi imidlertid et afgørende element i bestræbelserne på at genstarte den europæiske økonomi, og Reinfeldt vil bl.a. have EU til at gennemføre reformer flexicurity reformer på arbejdsmarkedet og øge investeringerne i bl.a. forskning og uddannelse. Den svenske statsminister forventer dog først at en ny Lissabonstrategi kan vedtages under det spanske formandskab i første halvår af 2010, men udnævnte forberedelserne til en aktiv svensk prioritet.

Reinfeldt risikerer imidlertid, at Lissabon ikke blot bliver synonym med økonomisk proces, som han relativt ubemærket kan sende videre til Zapatero den 1. januar. Længe inden kan Reinfeldt selv opleve Lissabon blive synonym med EU’s hidtil største tratatkrise, såfremt de irske vælgere forkaster Lissabontraktaten midt under formandskabet. Der er ikke meget Reinfeldt kan gøre for at påvirke de irske vælgere, og traktaten havde kun fået tildelt 9 linjer i den 12 sider lange tale.

Ingen – og mindst af alt Reinfeldt er imidlertid i tvivl om, at de irske vælgere i sidste ende være det der afgør, om han får mulighed for at styre EU gennem klima-, finans- og arbejdsløshedskrise eller om han ender med at stå i spidsen for det mest kriseramte europæiske samarbejde siden De Gaulle blokerede for Storbritanniens optagelse i EF.

Læs mere:
Det svenske formandsskabs hjemmeside