EUROPA OG USA SVIGTER egne idealer i spørgsmålet om Kina og Taiwan, og vesten og modarbejder dermed reelt udbredelsen af demokrati, og på sigt også verdensfreden. Det siger en af USA’s førende Kinaeksperter – professor Arthur Waldron fra Pennsylvania University i et eksklusivt interview med NeedtoKnow.dk, hvor han også forudser, at de gentagne forsøg fra den nuværende regering i Taipei på at tilpasse sig Kina, vil slå fejl.

Spørgsmålet om Taiwan er – 20 år efter den kolde krigs afslutning, en lakmustest på, hvor meget den vestlige verden er villig til at prioriterer kampen for demokrati og menneskerettigheder. Desværre – både for Taiwan og resten af den demokratiske verden – tyder alt på, at vesten har prioriteret egne økonomiske fordele over kampen for demokrati. Det siger Arthur Waldron, Lauder professor ved University of Pennsylvania, og forfatter til flere bøger om Taiwan og Kina til NeedtoKnow.dk

“Jeg forventer hverken Kina eller resten af verden til at genoverveje Taiwans internationale status i et godt stykke tid. Der vil altså hverken være tale om genforening, eller om at Taiwan bliver internationalt anerkendt som selvstændig nation.

At det er tilfældet forekommer mig at stille de demokratiske lande, europæiske og asiatiske såvel som amerikanske, i et meget dårligt lys. De demokratiske lande burde have en bedre forståelse af, at verdensfreden i meget stort omfang afhænger af udbredelse af demokrati, og behandlingen af Taiwan er en prøvesag. Indtil videre er resultatet af denne prøve, at de fleste frie mennesker foretrækker penge frem for frihed for andre mennesker”, siger Waldron til NeedtoKnow.

Kina får særbehandling

Forholdt spørgsmålet om hvorvidt Kinas voksende betydning internationalt og ikke mindst for USA’s økonomiske fremtid, ikke reelt vil underminere Taiwans position, påpeger Waldron, at USA har langt flere muligheder for at påvirke Kina end man i dag gør brug af, men at den politiske vilje til at konfrontere Kina gennem længere tid har været fraværende i Washington.

“Man skal huske at afhængigheden går begge veje. Kina kunne ikke overleve uden det amerikanske og europæiske marked. Hvis de demokratiske nationer begyndte at håndhæve de internationale aftaler om frihandel, for slet ikke at tale om politisk frihed og menneskerettigheder, overfor Kina på samme måde som det er tilfældet i resten verden, ville Kina få store problemer. Der er skabt enorme undtagelse for Kina, der betyder at landet ikke behøver følge de gængse internationale normer.

Hverken USA, Europa, eller de asiatiske demokratier opfører, som om de havde nogen kort på hånden i forhold til Kina, og under Præsident Bush opgav USA støtte til demokrati og menneskerettigheder, som en del af landets Kina-politik. Dette synes ikke at have ændret sig under præsident Obama, selvom jeg håber, det vil blive tilfældet.

Som et resultat, ser det officielle Washington kun ringe værdi i det taiwanske demokrati. Man opfatter det ikke som den præstation det rettelig er, men ser det ser det ikke som en præstation, at det er, men snarere som en uheldig udvikling, en gene.

ECFA (handelsaftale mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina – red) bygger på en struktur, hvor de grundlæggende spørgsmål om suverænitet, legitimitet, og så videre, ikke har fundet en varig løsning. Denne struktur opbygges uden input fra Taiwans befolkning eller parlamentarikere. Hvis tvinges igennem, det kan nemt bruges som et påskud for en reduktion af USA’s støtte til Taiwan. Allerede under Bushs administration er støtten reduceret betragteligt.”

Waldron frygter således, at den foreslåede handelsaftale kan blive et påskud for vesten – og især USA – til at opgive opbakningen til Taiwan, hvis spændingerne langs Taiwanstrædet reduceres og de økonomiske og politiske bånd styrkes via ECFA. Waldron er dog skeptisk over, hvorvidt ECFA i sidste ende vil blive vedtaget. Noget som også danske iagttagere overfor NeedtoKnow.dk udtrykker tydelig skepsis omkring. Men hvor de forventer, at regeringen i Taipei vil blive tvunget til at gennemføre en folkeafstemning, som den er dømt til at tabe, er Waldron er især forbeholdene, når det handler om Folkerepublikkens indrømmelser overfor Taiwan.

“Det er vigtigt at være opmærksom på reaktionerne imod et tættere forhold til folkerepublikken. Taiwans præsident Ma har opfordret Kina til at fjerne mere de mere end tusind ballistiske missiler Kina i dag har rettet mod Taiwan. Hvis Kina ikke gør dette, mener jeg, at forhandlingsprocessen vil blive skadet, og handelsaftalen truet.

Ligeledes har præsident Ma opfordret USA til at levere våben til Taiwans forsvar som lovet. Personligt tror jeg, at et stærkt Taiwan har større sandsynlighed for at nå frem til en fair og lige fredsaftale med Kina end et svagt Taiwan, så jeg støtter præsident Ma på dette punkt. Men jeg er bange for mange i Washington mener, at tiden er inde til at berolige Kina ved at reducere vores militære og andre former for samarbejde med Taiwan.”

Ingen regeringsforhandlinger

Det er imidlertid ikke alene vestens manglende opbakning og den hastigt voksende kinesiske økonomi, der gør fremtiden for Taiwan svært forudsigelig. For selvom Taiwan er et velfungerende demokrati, så gør øens manglende internationale status, netop samarbejde og forhandlinger med Kina til et område uden for demokratisk kontrol, og det er et faktum, der risikere at underminere de demokratiske tigerspring som Taiwan har taget de sidste 30 år.

Taiwan har en demokratisk regering og et frit samfund. Men den demokratisk regering ikke kører forhandlingerne med Kina, og er end ikke en anerkendt partner i dem. Og det er et problem.

”Forhandlingerne er de omfattet af Kuomintang, eller Det Nationalistiske parti, der tidligere stod i spidsen for et diktatur i Taiwan, men nu bekender at være demokratiske værdier, og Folkerepublikken Kinas kommunistparti, et andet autoritært part, der fortsat står i spidsen for et stramt diktatur. I det omfang den demokratiske regering i Taiwan marginaliseres i disse forhandlingerne styrkes de autokratiske elementer i Kuomintang mens folkets stemme i Taiwan er slået fra.

Hvis disse autokratiske elementer styrkes tilstrækkeligt, kunne de potentielt tage kontrollen over Taiwan skæbne i deres egne hænder og væk fra landets valgte regering. Befolkningen i Taiwan ønsker imidlertid ikke at være en del af Kina, hvilket meningsmåling efter meningsmåling bekræfter. Præsident Ma har lovet, at den nuværende status quo vil fortsætte. Men det er ikke, hvad Kina ønsker. Beijing’s hensigt er gradvist at oprette så mange forbindelser og afhængigheder på tværs af strædet, at Taiwans uafhængighed og demokrati er tømt for reelt indhold.

Når alt kommer til alt, hvis et folk, i dette tilfælde det taiwanske, intet at skulle have sagt om deres fremtid, er det svært at påstå, at de lever i et demokrati.”

At befolkningen på Taiwan ikke ønsker et tættere forhold til Kina, er ifølge professoren, også en stor del af forklaringen på en række af de interne problemer Taiwans præsident står overfor efter knapt et år ved magten.

”Præsident Mas meningsmåling numre er meget dårligt nu, især sammenlignet med de imponerende sejr, han vandt ved valget sidste år. En af grundene er hans ineffektiv administration af øen, især at han ikke har grebet ind overfor den store korruption der er i hans eget parti, alt i mens han meget bevist er gået efter DPP (Taiwans oppositionsparti, der ønsker Taiwansk uafhængighed –red).

En anden grund er imidlertid den uventede hastighed, hvormed han har bevæget sig i retning af Kina. Det var uventet og er noget, der gør mange taiwanere nervøse Derfor har han peaked når det gælder politisk indflydelse og vil i stigende grad være i defensiven når det gælder forhandlingerne med Kina, medmindre, og dette er et meget vigtig forudsætning at være opmærksom på, Kina giver ham en stor gestus. Fx at titulerer ham som præsident, fjerne missiler, eller tillader Taiwan en mere aktiv deltagelse i det internationale samfund.”

”Min egen opfattelse er, at Ma overvurderer hans evne til at forhandle effektivt med folkerepublikkens ledelse. Han er først nu begyndt at stå op imod deres urokkelige holdninger om suverænitet, legitimitet, demokrati, og så videre. Af samme årsag mener jeg, at kineserne undervurderer Taiwans evne til at overleve og blomstre selv i international isolation. Øen har jo ikke været anerkendt af størstedelen af det internationale samfund i mere end tredive år, men er i dag er stærkere og mere selvforsynende end nogensinde før. Igennem det det sidste årti er Taiwan tillige blevet et af de frieste og mest demokratiske lande i Asien, selv om disse resultater nu er i fare.”

Med sin bekymring for den demokratiske udvikling på Taiwan slutter Waldron sig således til koret af Taiwaneksperter, der med stigende skepsis har set på udviklingen på øen siden Koumintang vant præsident og parlamentsvalget sidste år. Og det er især det tætte forhold til Kina samt behandlingen af øens tidligere præsident, der giver anledning til bekymring.

”Både det Koumintang, og det kommunistiske parti i Folkerepublikken Kina afviser kategorisk at anerkende Taiwan’s uafhængighed som en selvstændig stat. De er samtidig forenet i opposition til DPP og til dem i Taiwan, der ønsker at se øen blive en del af det internationale samfund. Intet seriøst demokrati ville behandle et tidligere statsoverhoved, selv hvis vedkommende er tiltalt for alvorlige forbrydelser, så ydmygende som Taiwans regering bevist behandler tidligere præsident Chen Shuibian på. Jeg ser bekymrende tegn på, at tidligere tiders autoritære tendenser vender tilbage til Kuomintang nu, hvor partiet er tilbage ved magten.”

Optimisme for fremtiden

Til trods for sin skepsis omkring den demokratiske udvikling på Taiwan ser Waldron overordnet positivt på Taiwans fremtidige udviklingsmuligheder.

”Jeg er optimistisk omkring Taiwans fremtid. Hvis Taiwan er i stand til at sikre fred med Kina og funktionelle økonomiske forbindelser til Folkerepublikken uden at give køb sin suverænitet og sit demokrati, vil det være en gevinst for alle. Tænk på Hongkong. Hongkong handlede massivt med Kina i årevis, før man blev en del af Kina. Men Hong Kong blev ikke en del af Kina på grund af, at handel og økonomisk integration, men snarere fordi de britiske leasingkontrakter udløb, og fordi Kina var uvillig til at tillade demokrati. Taiwan har ingen lejekontrakt og er allerede demokratisk. Derfor formoder jeg, at Taiwans fremtidige forhold til Kina vil være mere ligesom ethvert andet normalt lands, medmindre Kina pludselig skaber et enormt gennembrud, der giver mulighed for politiske forhandlinger. Men for at det kan ske, vil Kina være nød til at forandre sig – og selv blive et frit og demokratisk land, hvilket ikke er utænkeligt. ville have til at ændre karakter – og blive fri og et demokrati selv, hvilket da heller ikke er utænkeligt.

Jeg forventer imidlertid at Præsident Mas mest ambitiøse initiativer vil slå fejl, fordi Kina vil vise sig uvillig til at give indrømmelser om sikkerhed, og fordi USA vil ikke give Ma tilstrækkelig støtte til, at han kan presse Kina hårdt. Det betyder, at status quo vil fortsætte, om end med meget bedre flyforbindelser til fastlandet og andre praktiske forbedringer. Derfor vil Taiwan også fortsætte med at passe på sig selv i en grad, så landet vil forblive uafhængigt og demokratisk. Militært ser jeg en udvikling, hvor Taiwan fortsat at blive selvforsynende med visse centrale systemer såsom missiler og amfibiekøretøjer, og herigennem udvikle den konventionelle afskrækkelse til et punkt, hvor krigsførelse bliver en uattraktiv mulighed – selv for Kina.”