De hvide farmere som Robert Mugabe og hans bander af såkaldte krigsveteraner i årevis har fordrevet fra deres farme i Zimbabwe vender nu den 86-årige despots våben mod ham selv. Med kendelser fra både en regional og en Sydafrikansk domstol i hånden søger farmerne, at overtage Mugabes ejendomme i Cape Town, som kompensation for de farme Mugabe har stjålet fra dem. Sagen kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for Præsident Zuma, der i forbindelse med hans nylige statsbesøg i Storbritannien krævede vestens sanktioner mod Zimbabwe løftet.

Havde det været en politisk Hollywoodthriller var den formentlig blevet anmeldt som dramatisk, men urealistisk. Men virkeligheden overgår på flere måder fantasien i det drama,  der, der i disse dage uden den store opmærksom fra omverdenen udspiller i og omkring Cape Town.

Hovedpersonen er en af de mest stålsatte modstandere af Robert Mugabes såkaldte landreformer, den 77-årige farmer Mike Campbell. Campbell har kæmpet mod farmbesættelserne fra starten, og i 2008 rejste han spørgsmålet ved de sydafrikanske staters mellemting mellem EU-domstolen og menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, det såkaldte SADC-tribunal i Namibia.

Kendelsen fra SADC faldt sidste år og var skelsættende. Ikke bare erklærede tribunalets sorte dommere, at udsættelserne var ulovlige, men også at der var tale om racisme. En endog meget bemærkelsesværdig kendelse på et kontinent, hvor neoimperialisme, kolonitiden og ikke mindst racisme mod sorte afrikanere ofte får skylden for alle ulykker.

Ikke mindst Robert Mugabe har igennem mange år bebrejdet racisme og overgreb fra Storbritannien for alle landets ulykker, men nu konstaterede sorte dommere altså med stemmerne 4-1, at det var Mugabes politik, der var racistisk.

Fortsætter kampen

På trods af den juridiske opbakning, og samlingsregeringen i Zimbabwe, blev Campbell smidt ud fra sin farm i efteråret 2009 af bander kontrolleret af Mugabes Zanu-PF parti. Nogenlunde samtidig afviste Zimbabwes højesteret at accepterer kendelsen med henvisning til at ”den var imod landets politik”, og Zimbabwe forsøgte umiddelbart efter kendelsen at trække sig fra deltagelse i domstolssamarbejdet. SADC-lederne, der ved flere lejligheder forsøgt at mægle i Zimbabwe, har tydeligvis haft svært ved at håndtere sagen.Til trods for Zimbabwes afvisning af at følge den fælles domstol, så har stats- og regeringscheferne ikke diskuteret sagen på det seneste SADC-topmøde.

Det fik imidlertid ikke Campbell til at stoppe kampen og med SADC-kendelsen i hånden indbragte sagen for North Gauteng High Court i Pretoria, med krav om at kendelsen blev respekteret i Sydafrika. Campbell vandt og hans advokater forventer nu at kunne gøre udlæg i en række af den Zimbabweanske regerings ejendomme i Sydafrika – bl.a. flere villaer i Cape Town.

For den Sydafrikanske regering og præsident Jakob Zuma er sagen yderst prekær. Zuma er i forvejen presset af private skandalesager og Zimbabwespørgsmålet er en problematisk størrelse for ANC-regeringen, der har historiske bånd til Mugabe og Zanu-PF. Både Zuma og hans forgænger Thabo Mbeki har forsøgt at mægle i landet. Senest argumenterede Zuma under et nyligt statsbesøg i Storbritannien for en ophævelse af vestens sanktioner mod Zimbabwe, da sanktionerne ”skadede samlingsregeringens mulighed for at arbejde”.

De politiske implikationer spiller også ind i den juridiske procedure. Campbells advokat Willie Spies, udtalte for nyligt til The Daily Telegraph, at sagen er en interessant test for  uafhængigheden af det sydafrikanske politik og retsvæsen, men det er umiddelbart svært at se, hvordan ANC og Jakob Zuma knap 4 måneder før VM i foldbold retter verdens fokus mod Sydafrika kan tåle at bringe landets status som retsstat i fare. Derfor tyder meget umiddelbart på, at Mike Campbell snart helt eller delvist kan overtage Robert Mugabes hus i Cape Towns velhaverkvarter.

Del via Twitter

DEN 18. FEBRUAR I ÅR

Efterfølgende har talsmanden for juntaen ‘Supreme Council for the Restoration of Democracy’ Abdul Karim Goukoye Karimou endnu ikke fortalt, hvornår nyvalg præcist skal afholdes. ‘Indenfor en rimelig periode’ har været meldingen indtil videre.

Militærkuppet har mødt bred international fordømmelse inklusiv den Europæiske- samt den Afrikanske Union. Den sydafrikanske præsident Jacob Zuma kritiserede den “ukonstitutionelle overdragelse af magt eftersom det underminerer forsøget på at konsolidere demokratiet på kontinentet.”

Men i følge professor i statskundskab på universitetet i Montreal, Mamoudou Gazibo, er det overvejende sandsynligt, at juntaen ikke ønsker at beholde magten. Tværtimod vurderer flere, at der kan være tale om et relativt positivt skridt. CARE Danmarks programkoordinator for Niger, Marianne Haar, udtalte ligefrem til Politiken, at kuppet gav håb om bedre tider.

Alligevel er der i høj grad grund til at holde øje med situationen i Niger samt resten af vestafrika.

Den enorm produktion af uran

Niger er i dag verdens tredje største producent af uran. Og de har en del uran i landet. Således regner de med at mere end fordoble produktionen inden for de næste to år, hvilket vil gøre landet til den anden største producent i verden.

NETOP FOREKOMSTEN AF DET forjættede grundstof  har igennem mange år fået store dele af resten af verden til at interessere sig for Niger. Eksempelvis indgik Areva, det franske atomenergi selskab kontrolleret af den franske stat, i 2009 en kontrakt med Nigers daværende regering om udvinding i den nordlige del af landet. Rygter om at Areva skulle støttte oprørsgrupper i det nordlige Niger, Tuareg, har imidlertid sat samarbejdet på pause i nogen tid.

Men andre nationer har naturligvis også øje for uranforekomsten. Kinas enorme sult mættes som så mange andre steder ligeledes i Niger, hvor China National Uranium Corporation snarligt vil forsøge at udlede 700 ton uranium om året. Selskaber fra både Canada og Australien er på samme måde engagerede i landet.

al-Qaeda styrkes i regionen

Andre tegn på en snigende destabilisering i regionen, som NeedtoKnow har beskrevet her, har blandt andet betydet, at terrororganisationer har vundet frem i det vestlige Afrika. Særligt organisationen al-Qaeda in the Land of the Islamic Maghreb (AQLIM) bekymrer.

RØDDERNE TIL ORGANISATIONEN SKAL findes i den voldsomme borgerkrig i Algeriet i starten af 1990′erne. I 2007 sluttede resterne af Salafist Group for Preaching and Combat sig til Osama Bin Ladens internationale netværk – hvilket i høj grad styrkede al-Qaeda i nordafrika. Efterfølgende er det blevet til flere blodige terrorattentater og ikke mindst en række spektakulære bortførelser, der på mange måder er blevet AQLIMs signatur.

I december 2008 stod organisationen bag bortførelsen af FNs særligt udsendte Robert Fowler i Niger. Gruppen har på samme måde stået bag en række bortførelser af europæiske turister.

Selv i et land som Mali, er det lykkedes AQLIM at gennemføre operationer. Det er særligt bekymrende, eftersom Mali af mange ses som et positivt afrikansk eksempel på et velfungerende flerparti demokrati, markedsøkonomi med en moderat udlægning af Islam. Alligevel stiger antallet af profilbilleder af Osama bin Laden på markedet i hovedstaden Bamako ligesom der er en stor stigning i radiostationer dedikeret til udbredelsen af en radikal fortolkning af Islam.

Europas forbrug af narkotika importeres fra vestafrika

Europas voldsomme behov for narkotika har tillige voksende indflydelse i regionen. Vestafrika er i dag den største og mest benyttede rute ind til det europæiske kontinent fra Sydamerika for handlen med ulovlige stoffer. Turen igennem Sahara ørkenen bliver faciliteret af Tuareg stammen fra det nordlige Niger og der er tale om ekstremt store mængder og deraf følgende summer.

Siden midten af forrige årti er værdien af den narkotika der sendes igennem vestafrika fordoblet hvert år og formodes at være i omegnen af 10 milliarder danske kroner. En fortjeneste som AQLIM får en stor del af.

Del via Twitter

Hvor det afrikanske kontinent – evt. sterotype opfattelser til trods – generelt præges mindre og mindre af væbnede konflikter og i et vidst omfang af et stigende håb om stabilitet og udvikling, har Vestafrika budt på flere destabiliserrende situationer.

I december 2008 overtog en gruppe militære officerer (National Council for Democracy and Development) magten i Guinea i timerne efter, at landets præsident igennem 24 år Lansana Conté døde. Juntaen sad på havde magten i det vestafrikanske land i knap 12 måneder, før der for nylig blev lavet en ny aftale om en transitionsregering samt overgang til civil regering i løbet af seks måneder.

Lidt tidligere samme år, 2008, gennemførte general Abdel Aziz ligeledes et militærkup i nabolandet Mauritanien. Her blev landets første folkevalgte præsident efter knap et år i præsidentpaladset, Sidi Abdallahi, afsat i et fredeligt cout d’etat. Aziz havde umiddelbart efter kuppet ikke nogen videre opbakning i regionen endsige i resten af verden – udover Libyen, Marokko og Iran. Men igennem en noget rodet og svært gennemskuelig proces, lykkedes det Aziz at blive valgt som civil præsident i sommeren 2009. Valget blev efterfølgende accepteret bredt i det internationale samfund – men der er stadig uro internt i Mauritanien.

Udover de to militærkup i regionen har de sidste to år budt på et attentat på præsidenten i Guinea-Bissau samt ikke mindst en tiltagende politiske uro i hos den reginoale stormagt, Nigeria.

Som Afrikas folkerigeste nation og med olierigdomme til at bakke landets ambitioner op er Nigeria uden tvivl den største magt i den del af Afrika. Men landet er på mange måder en indre splittet kolos på lerfødder, der selv er kendt for utallirge militærkup og bizare rygter om præsidenter der dør af Viagra.

Derfor fulgte verden (og NeedtoKnow) godt med, da præsident Umaru Musa Yar’Aduas pludselig forsvandt i november. Præsidenten blev i begyndelsen af det nye år ”fundet” på et hospital i Saudi Arabien, men magttomrummet blev tydeligt da parlamentet ikke ville godkende vicepræsident Goodluck Jonathan som midlertidig leder.

Det er siden sket, men forvirringen er vokset yderligere da præsidenten vendte hjem, men Goodluck forblev fungerende præsident. Det er tydeligt, at magttomrumet i Laos har skabt problerme. Risikoen for nok et militærkup lurer i kulissen, alt i mens og spædingerne mellem det muslimske nord og det kristne syd nok engang truer med at splitte landet – senest med de brutale masakre i delstaten Plateau. Et yderligere tegn på den voksende ustabilitet er, at oprørerne fra Ogoni-folket i det olierige Nigerdelta har benyttet usikerheden til igen at true olieproduktionen, som led i deres kamp for et selvstændigt hjemland.

Nigeria synes således ikke at spille samme rolle, som det fx gjorde i forbindelse med Charles Taylors fald fra magten i Liberia, og det kan vise sig ganske problematisk. Regionen har brug for en stabiliserende magt, og den truende regionale ustabilitet synes at vokse dag for dag.

For ganske nylig blev to mennesker dræbt i Elfenbenskysten ovenpå demonstrationer mod præsident Gbagbo, der for i sidste uge opløste både regering og valgkommision i landet. Den beslutning betyder ny-udsættelser af det næste præsidentvalg igen. Det har ført til uroligheder, hvor mindst fem er blevet dræbt og selvom Burkina Fasos præsident, Blaise Comparore har forsøgt at mægle står præsident og opposition stejlt overfor hinanden. Det er 6. gang siden 2005, at præsidenten har udskudt valget, og situationen er tiltagende spændt i landet.

Samtidig med den øgede politiske ustabilitet er der i stigende grad også fokus på områdets naturresourcer og kampen mellem vesten og Kina er også her ved at spidse til. Det kunne tale for at Frankrig – som det bl.a. også ses i den aktuelle krise i Niger – vil søge at øge sin traditionelt store betydende rolle i området, og forsvare egne og vestlige interesser mod de fremstormende kinesere. Om det så vil føre til stabilitet og udvikling i denne del af Afrika er dog et langt mere åbent spørgsmål.

Del via Twitter

China’s investments in U.S. up sharply
Los Angeles Times har den dybt skræmmende historie om, hvordan Kinas kommunistiske regime i stigende grad kontrollere amerikansk infastruktur og industri gennem målrettede opkøb. Læs og bliv skræmt!

Global Climate Governance Emerges as Test Case for EU
Som vi tidligere har omtalt så er EU’s nye forsøg på at etablerer en fælles udenrigspolitik kommet skidt fra start. Men klimaet kan selv efter COP 15 være en mulighed for succes skriver Der Spiegel.

Fidel Castro Is Back in Charge
De kan godt pakke festtøjet og rommen væk i Miami, for manden der har overlevet alt fra Svinebugten til en CIA-cigar med sprængstof er tilbage. Newsweek har historien om, hvorfor reformerne på Cuba er omvendt proportionale med Fidels tarmproblemer. Bemærk i øvrigt fotografen på billedet.

Robert Mugabe backs David Cameron’s Conservatives
Næppe en endorsment, der fik champagnepropperne til at springe hjemme i Witney hos David Cameron. Mugabe slår fast, at han altid har samarbejdet bedre med Tory’erne end med Labour, og at han klart foretrækker Cameron frem for Brown.

The Wrong Kind of Green
The Nation har i en ganske lang artikkel undersøget en lang række af USAs fremmeste grønne organisationer. Resultatet er, at miljøet kan være i strid med sig selv, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem miljøindsats og klimaindsats og at en lang række af USAs mest respekterede grønne organisationer er tæt forbundet med erhvervslivet.

A preference for preferences
Kan du huske banankrigen? Nå, ikke? Den rasede fra 1993 og indtil den sluttede sidste år. Med udgangspunkt i slaget om bananerne ser European Voice på, hvordan handelspolitik i stadigt stigende grad bruges til at fremme politiske ønsker frem for “den rene frihandel”.

Del via Twitter

Planet War
Vi hører ikke ofte om dem – men på planeten er der i øjeblikket 33 særdeles udfordrende konflikter. Foreign Policy har samlet dem med imponerende billeder.

Three Lessons from Copenhagen
Brahma Chellaney, professor ved Center for Policy Research i Indien, giver tre ‘lessons’ ovenpå COP katastrofen i København: 1) It’s geopolitics, stupid 2) En international aftale kommer ikke før Kina og USA bliver enige 3) Fokuset bliver nødsaget til at have en meget mere ‘realistisk’ dagsorden.

A Mossad Operation Gone Awry
Likvideringen af Hamas lederen Mahmoud al-Mabhouh har fået en hel del opmærksomhed over hele verden. Sagen lader til, i følge der Spiegel, at skade den israelske efterretningstjeneste Mossads rygte samt åbne op for flere relaterede voldsepisoder.

A tale of two assassinations
Ved samme emne ser Jerusalem Post ser på forskelle og ligheder ved de to snigmord på Hamasledere (Det i Dubai og et i Amman i 1997), som Binyamin Netanyahu formodes at have givet ordre til.

The country of the future may finally be arriving
Som det blev afgjort i København skal Brazilien være vært ved OL i 2016. To år før det er det verdensmesterskaberne i fodbold, der kommer forbi verdens femte største land. Sportsbegivenhederne afspejler måske, hvordan det endelig nu er lykkedes Brasilien at opnå en position i verden, som størrelsen berettiger til.

Inside Malema’s new war
Sydafrika gør op til VM i Fodbold meget for at fremstille landet som et harmoniske demokrati, og med bl.a. premieren på Clint Eastwoods Invictus skulle rammerne være på plads for en sommer med fokus på sport og arven fra Mandela. Virkeligheden dog noget mere broget i Pretoria. Det regerende ANC’s ungdomsorganisation var i sin tid forrest i kampen for at vælte Thabo Mbeki og nu er ungdomsorganisationen i spidsen for hvad der ligner endnu et voldsomt internt opgør i ANC.

Del via Twitter

Spændingerne stiger mellem London og Buenos Aires over den britiske kronkoloni i Sydatlanten. Anledningen er britiske olieboringer i farvandet omkring øerne. Det har fået Argentina, og landets politisk pressede præsident Kirchner til at protesterer kraftigt og selvom ingen umiddelbart forventer en gentagelse af den militære konflikt, så er konflikten optrappet efter, Argentina har forsøgt at forhindre skibsfarten til øerne. Et træk, der har fået London til at øget den militære tilstedeværelse i området.

Der er 12.667 kilometer fra London til Port Stanley på Falklandsøerne, og de forblæste øer i Sydatlanten har ikke umiddelbart meget tilfældes med Europas førende metropol. Øerne huser lidt over 3000 indbyggere, næsten lige så mange Land Rovere og det er ingen tilfældighed, at både flag og våbenskjold er domineret af et får. Ikke umiddelbart det mest oplagte objekt for en af de efterhånden sjældne bilaterale territorialkonflikter, men de seneste uger har fået den ulmende konflikt over Falklandsøerne til at blusse op igen.

Anledningen er en skotsk borerig, som til en pris af 275.000 dollars om dagen er blevet slæbt fra Nordsøen til farvandet nord fra for kronkolonien. Prøveboringerne har fået Argentina op i det røde felt og præsident Kirchner har fundet støtte til hendes fornyede suverænitetskrav over øerne hos de sydamerikanske præsidentkollegaer. På et nyligt topmøde i Mexico bakkede 32 Syd- og mellemamerikanske ledere op om de Argentinske krav, og Venezuelas præsident Chavez meddelte i vanlig retorisk stil at: ”Dronning Elizabeth må indse at imperiernes tid er ovre”.

Den nye Falklandskrise passer formentlig præsident Kirchner ganske godt. Hun er indenrigspolitisk presset og har bl.a. forsøgt at sælge ud af nationalbankens guldreserver for at lukke hullet i statskassen. Opmuntret af den regionale opbakning har Kirchner senest besluttet at kræve inspektion af alle skibe på vej til Falklandsøerne. Kravet er en klar eskalering af konflikten, men Kirchner har dog afvist, at Argentina igen vil søge at løse konflikten af militær vej.

Forsikringerne om de fredelige hensigter virker imidlertid ikke umiddelbart beroligende i London. Her har man ikke tænkt sig at bøje sig og briterne holder fast i, at de har ret til at udvinde olie i deres eget territorialfarvand og i, at øboerne har ret til at være britiske.

London har siden krigen i 1982 haft godt 1000 mand stationeret på Mount Pleasant Air Base lidt uden for Port Stanley, men den konservative opposition har krævet, at man i lyset af den argentinske trussel gør mere for at forsvare øboerne. Senest har debatten tvunget Gordon Brown til at garantere, at Storbritannien er klar til at forsvare øerne, og onsdag kunne The Sun afsløre at The Royal Navy i al hemmelighed har sendt destroyeren HMS York og tre andre krigsskibe til Sydatlanten suppleret af en gruppe tornadojagere, der skal sikre det fortsatte britisk luftherredømme i området.

Så selvom alle udelukker en ny militær konflikt er spændingerne omkring øerne på det højeste siden 1982, og retorikken skærpes dagligt. Argentinas viceudenrigsminister forsikrede således onsdag om, at landet vil stoppe olieudvindingen uden dog at forklare hvordan og i England slog tidligere forsvarschef Lord Guthrie fast at: ”The Argentinians would be mad to invade. They would get a beating again – and they know it”

Del via Twitter

DE HANDLEDE BLANDT ANDET OM, hvordan Irak ville anerkende Israel og blive en større partner i fredsprocessen i Mellemøsten. Den udenrigspolitiske kommentator Nikolas Gvosdev har kaldt disse antagelser for intellektuelt kviksand, der aldrig for alvor blev testet.

AF DEN ÅRSAG mener Gvosdev, at det giver mening at gå igennem den samme type formodninger, der i øjeblikket præger diskussionen om Iran. NeedtoKnow gengiver herunder et par af dem.

Den ‘grønne’ oppositionsbevægelse vil løse problemerne

Såfremt Mousavi & Co. lykkes med et regime-skifte, vil det betyde et stort skifte i regionen og ikke mindst et stort skridt mod fred. Gvosdev peger imidlertid på, at der endnu ikke er endegyldige beviser for, at oppositionsbevægelsen vil droppe atomprogrammet endsige overveje at anerkende staten Israel.

MEGET VIL MÅSKE BLIVE NEMMERE med Khatami, Moussavi fremfor Ahmadinejad og Khameni – men det vil næppe betyde, at de fuldt ud springer på USA/Vestens dagsorden.

Atomvåben til Iran=atomvåben til terrororganisationer

Man skal næppe undervurdere de iranske lederes grundlæggende ønske om beskytte Iran mod udslettelse. Af samme årsag kan der argumenteres for, at Iran ikke har nogen motivation for at lade eventuelle atomvåben glide i hænderne på terrorgrupperinger.

DET SKYLDES, at det ikke vil kunne lade sig gøre for iranerne at skjule deres fingeraftryk i tilfælde af en nuklear sprængning. Gvosdev indskyder dog samtidigt, at der vil være større sandsynlighed for, at Iran kunne finde på at levere teknologien til andre nationer med det høje ambitionsniveau.

Læs de øvrige formodninger her.

Del via Twitter

EU Foreign Policy at a Crossroads
NeedtoKnow skrev for nylig om EUs (manglende) fælles udenrigspolitiske profil. Det samme gjorde Nicolas Nagel, hvor særligt de historiske linjer trækkes op.

Neighbour’s Friend
Hos Deccan Chronicle finder vi denne ganske spændende gennemgang af forholdet mellem Saudi Arabien og Indien som optakt til Mammohan Singh’s besøg i Riyadh inden længe. Sing og Abdullah bin Abdul-Aziz kunne eksempelvis snakke lidt om de over to millioner indere, der bor i Saudi Arabien; om det faktum at Saudi Arabien er den største leverandør af olie til Indien, og at Indien omvendt kun overgåes af Kina, USA og Japan som indkøbere af olien fra saudierne; Og så kunne de også konversere lidt om Pakistan, Afganistan og Iran…

Officials lose hope of wrapping up Doha round by 2010
Oh, well – det ser heller ikke ud til, at WTO Doha-runden bliver til noget i 2010….

Sri Lanka Wins a War and Diminishes Democracy
Vi har tidligere beskrevet problemerne på Sri Lanka, men overlader det i denne uge til Barbara Crossette fra The Nation, at se nærmere på østatens skrantende demokrati.

Coalition Infighting Leads Merkel to Flirt with the Greens
Der Spiegel ser med vanlig kvalitet på hvorfor Merkels drømmeregering med FDP er ved at udvikle sig til et mareridt.

Del via Twitter

EU's udenrigsminister Catherine Ashton. Copyrigth: World Economic Forum

Spørgsmålet om embargoen var senest på dagsordenen i 2005, hvor det ikke lykkedes modstanderne, mest prominent Spanien og Frankrig, at skaffe den nødvendige enstemmighed blandt medlemslandene for en ophævelse.

Svær sag

Umiddelbart burde der heller ikke være meget, der taler for at regeringen i Madrid har heldet med sig denne gang. Først og fremmest kommer det spanske initiativ på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Kina og EU, burde være historisk anstrengt.

COP 15 topmødet i december, illustrerede med an ønskelig tydelighed en gennemført kinesisk ligegyldighed overfor vesten i almindelighed og Europa i særdeleshed. COP-afvaskningen til unionen kom ovenpå et mildt sagt pauvert udbytte af EU-Kina topmødet i Beijing i november, hvor kineserne nægtede at indgå i realitetsforhandlingerne i spørgsmålet om kursen på den stærkt undervurderede kinesiske valuta.

Den massive eksportstøtte som undervurderingen af yuanen reelt er, bidrager til en eksplosivt voksende ubalance i handelsforholdet EU og Kina imellem. Det koster hundredtusindvis af europæiske arbejdspladser i en tid, hvor krisen i forvejen har sat europæisk fremstillingsindustri under et historisk pres.

Slutteligt har Kina bidraget til en forværring af forholdet, da regimet for første gang i mere end 50 år henrettede en europæer. Det var den psykisk syge brite Akmal Shaikh, der på trods for både bønner og protester fra London og Bryssels blev skudt i december 2009.

Heller ikke med henvisning til den oprindeligt argumentation for embargoen synes der, at være meget opbakning at hente til de spanske synspunkter. På trods af det forandrede billede af Kina som OL og det generelle økonomiske tigerspring som Kina har oplevet i de seneste år, så er det reelt tale om en forværring af menneskerettighedssituationen i de seneste år.

Det kommunistiske parti holder landet i et stærkere jerngreb end hidtil, og senest har fængslingen af flere fremtrædende systemkritikere været med til at understrege at Folkerepublikken ikke tolerer intern kritik.

Sikkerhedspolitisk bekymring

Men det er ikke kun politisk, at det kan synes svært at finde rationalet bag det spanske forslag. I sikkerhedspolitiske kredse vækker tanken om overførsel af avanceret Europæisk til Beijing ikke ligefrem begejstring og for det store flertal af medlemslande, der også er medlemmer af NATO, synes det åbenlyst, at en ophævelse af embargoen skal koordineres med USA.

Netop forholdet til USA har udstillet EU og det spanske formandskab og netop Washington kan også være grunden til at det spanske forslag ikke ender med at blive realitetsdrøftet. USA og Kina er i stigende grad på koalitionskurs, bl.a. over et planlagt mindre amerikansk våbensalg til Taiwan, og Washington er bekymret over de voldsomme opskrivninger af det kinesiske forsvarsbudget, som finder sted i disse år.

Der er således ikke umiddelbart ret meget der tyder på, at de spanske ambitioner rent faktisk også ender med en ophævelse, men udspillet vidner endnu engang om totalt mangel på koordinering af den europæiske udenrigspolitik. Centrale kilder i Bryssels oplyser til både Financial Times og Time, at den spanske enegang i Kinaspørgsmålet synes at være en direkte udfordring til Ashton og at hun – både af politiske årsager, men også for at etablerer blot et minimum af autoritet må slå de spanske planer ned. Indtil videre har unionens nye udenrigsminister forholdt sig tavs i sagen….

Del via Twitter

Orange Crush
Anne Applebaum stiller et ganske fint spørgsmål ovenpå valghandlingerne i Ukraine: Tilhører landet øst eller vest?

China’s Crackdown on Dissidents Continues
Time beretter om hvordan det kommunistiske regime i Beijing i takt med dets øgede selvtillid på den globale scene fortsat strammer grebet om systemkritikkerne på hjemmefronten. Bl.a. er en fremtrædende advokat forsvundet efter at være blevet tilbageholdt af politiet i Beijing.

Cameron ‘playing with fire’ in plan that may bar Sinn Féin from power
David Cameron og de konservative har ifølge The Times, svært ved at finde deres ben at stå på i spørgsmålet om Nordirland. Fredsprocessen er under stigende pres, og komliceres yderligere af, at den formentligt kommende lejer i Nr. 10 vil forhindre Sinn Féin i at øge deres indflydelse.

In Madiba’s shadow
Det er muligt at han var blandt de selvbevidste ledere fra udviklingslandene under COP 15, men på hjemmefronten er Jacob Zuma er under et stigende pres. Presset af bl.a. skandalen om endnu et barn født uden for ægteskab, holdt han denne uge holdt sin “State  of the Nation” tale og forsøgte at rebrande sig selv som en ny Mandela. Mail&Guardian ser på både Zuma og talens indhold.

Referendum lives to fight another day after election
I Skotland forsøger den SNP-ledede regering med vanlig skotsk stædighed at holde liv planerne om uafhængighed. Men det er – på trods af magten i Edinburgh – ikke nogen helt let sag.

Del via Twitter