FN Foto/Yutaka Nagata

I øjeblikket løber FNs 64. Generalforsamling af stablen i New York. I den forbindelse har vi samlet en lille liste over mindeværdige FN øjeblikke:

1. Adlai Stevenson i Sikkerhedsrådet

Vi starter ud i FNs Sikkerhedsråd. Efter at have tabt nomireringen som det Demokratiske Partis præsidentkandidat i 1960 til en hvis John F. Kennedy, udnævnte sidstnævnte Mr. Stevenson til amerikansk FN ambassadør. Den periode blev primært præget af Cuba-krisen, hvor dette lille suveræne klip er fra. Adlai går på 0:38 inde i klippet. ” Don’t wait for the translation, Yes or No.” (4:19)

Scenen blev senere filmatiseret i Hollywood produktionen “Thirteen days”. Denne kan selvfølgelig også ses på Youtube.

2.Khrusjtjov går amok

På den anden side af Atlanten sad Nikita Khrustjtjov ved magten i Moskva. I oktober 1960 deltog kammerat Khrusjtjov i Generalforsamlingen i New York, hvilket ikke gik helt ubemærket hen. I løbet af mødet får lederen af den filipinske delegation, Lorenzo Sumolong, provokeret (!) Khrusjtjov ved (blandt andet) at nævne, ” [...] det østeuropæiske folk var blevet frarøvet deres civile og politiske rettigheder og var blevet opslugt af Sovjetunionen”.

Den slags kunne Khrusjtjov som førstesekretær i Kommunistpartiet og ministerpræsident i Sovjetunionen ikke sidde overhørig. Han forsøger derfor at tage ordet til forretningsordenen – og dermed fratvinge Sumolong muligheden for at fortsætte sin tale. Sumolong stopper imidlertid ikke, hvorfor kammerat Khrusjtjov arrigt begynder at tordne i bordet med knyttede næver.

Dette synes ikke helt nok, hvorfor han tager sin egen sko med til hjælp – og talentfuldt begynder at hamrer den i bordet. (Eftersigende brugte Khrusjtjov sandaler og lignende – da han ikke brød sig om snørrebånd…).

Optrinnet døbtes sidenhen som the shoe-banging-incident. 

3. Ida Amin og heltene

Få kan være uenige i, at den tidligere ungandiske diktator Idi Amin, var rablende crazy. Mandens trackrecord taler i høj grad for sig selv – og historierne om ham lever stadig videre. Eksempelvis fortalte en god ven af denne sides bagmænd for et par år siden om, hvordan Amin var meget glad for racerløb.

Han udfordrede derfor en af landets bedste racerkører – og da han selvsagt vandt, faldt Amins venlighed hurtigt og han skød ham…Men i denne forbindelse skal vi tilbage til FNs Generalforsamling i 1973:

Her ønskede, Amin at vise sin begejstring for den daværende britiske premierminister Edward Heath, hvorfor han naturligvis sammenlignede ham med Adolf Hitler….

Da en tysk journalist senere fandt det ret så interessant – og derfor spurgte Amin, hvad der præcist lå i det svarede Amin lettere forvirret: ” Not Hitler — I meant Winston Churchill. Mr. Heath is like Winston Churchill. Please make that Churchill. I don’t want to quarrel with my friends. I don’t want to open a second-line front against me.”

Nuvel Mr. Amin…

4. Chavez’ forsøg på at få plads i Sikkerhedsrådet

I efteråret 2006 blev det i høj grad Venezuela, der løb med en stor del af opmærksomheden. Udover at præsident Chavez kaldte George W. Bush for “the devil” og anmeldte Noam Chomskys “Hegemony or Survival: America’s Quest for Global Dominance,” fra Generalforsamlingens talerstol – ville Chavez mere.

Han ville have, at det sæde i FNs Sikkerhedsråd der var på vej til Latinamerika fandt vej til Caracas.

I første omgang blev det af mange slået hen som en spøg – men relativt hurtigt vidste det sig, at det måske ikke var så langt ude, som det umiddelbart blev fremstillet. Det fik naturligvis hele det amerikanske diplomati på stikkerne – og indledte en kampagne med Condeleza Rice i spidsen mod Venezuela. USA bakkede i stedet Guatamala op.

Imidlertid har USA relativt ringe erfaring med at blande sig i latinamerikanske forhold. Udover de mere historiske indblandinger, var et amerikansk forsøg på at isolere Chavez i Organization of American States (OAS) kort tid forinden mislykkedes.

Det førte til en noget hæsblæsende tid i New York, hvor gadehandler begyndte at sælge pro-Venezuela eller Guatamala merchandise og afstemningen blev kørt op i en spids. (Blandt andet med rygter om, at amerikanerne havde truet chilenerne til ikke at støtte Chavez*).

Omvendt hævdede Chavez & Co at en stemme på Guatamala var det samme som en stemme på USA.

For at få sædet i Sikkerhedsrådet er det nødvendigt med en 2/3 majoritet blandt de 192 FN medlemmer. Det nåede ingen af landene at få – på trods af over 45 afstemninger. Den 10. afstemning vidste, at de to kandidater stod fuldstændigt lige på 93 stemmer hver.

Efter 47 afstemninger og at Chavez noget spøgefuldt havde foreslået Evo Morales’ Bolivia som kompromiskandidat (…) – endte regionen med enighed bag Panama. Men det var på ingen måde uden sværdslag.

* USA havde kort forinden indgået en aftale med Chile om leverance af nye kampfly. Rygtet var, at amerikanerne truede med at stoppe muligheden for uddannelse af chilenske piloter til de nye fly…

Del via Twitter