FORUD FOR INTERVENTIONEN I IRAK blev der præsenteret en række antagelser om, hvordan det post-Saddam Husseinske Irak ville opføre sig på den internationale scene. Formodninger, der bl.a. blev brugt som en del af grundlaget for den endelige beslutning om invasionen af Irak.

DE HANDLEDE BLANDT ANDET OM, hvordan Irak ville anerkende Israel og blive en større partner i fredsprocessen i Mellemøsten. Den udenrigspolitiske kommentator Nikolas Gvosdev har kaldt disse antagelser for intellektuelt kviksand, der aldrig for alvor blev testet.

AF DEN ÅRSAG mener Gvosdev, at det giver mening at gå igennem den samme type formodninger, der i øjeblikket præger diskussionen om Iran. NeedtoKnow gengiver herunder et par af dem.

Den ‘grønne’ oppositionsbevægelse vil løse problemerne

Såfremt Mousavi & Co. lykkes med et regime-skifte, vil det betyde et stort skifte i regionen og ikke mindst et stort skridt mod fred. Gvosdev peger imidlertid på, at der endnu ikke er endegyldige beviser for, at oppositionsbevægelsen vil droppe atomprogrammet endsige overveje at anerkende staten Israel.

MEGET VIL MÅSKE BLIVE NEMMERE med Khatami, Moussavi fremfor Ahmadinejad og Khameni – men det vil næppe betyde, at de fuldt ud springer på USA/Vestens dagsorden.

Atomvåben til Iran=atomvåben til terrororganisationer

Man skal næppe undervurdere de iranske lederes grundlæggende ønske om beskytte Iran mod udslettelse. Af samme årsag kan der argumenteres for, at Iran ikke har nogen motivation for at lade eventuelle atomvåben glide i hænderne på terrorgrupperinger.

DET SKYLDES, at det ikke vil kunne lade sig gøre for iranerne at skjule deres fingeraftryk i tilfælde af en nuklear sprængning. Gvosdev indskyder dog samtidigt, at der vil være større sandsynlighed for, at Iran kunne finde på at levere teknologien til andre nationer med det høje ambitionsniveau.

Læs de øvrige formodninger her.