I STARTEN AF ÅRET overtog Spanien det roterende præsidentskab for den Europæiske Union. I Madrid har man set frem til muligheden for at trække Zapatero frem på Verdensscenen – hvor han, særligt i lyset af hjemlige bedrifter, gør en umådelig god figur.

Imidlertid er der næppe meget at smile af på den bekostning længere. Det spanske formandsskab har fremlagt tre hovedprioriteter: 1) Den økonomiske krise 2) At give EU en stærkere og mere aktiv rolle globalt samt 3) et fokus på civile rettigheder og ligestillingsspørgsmål.

Det er ambitiøse mål, som kan blive meget svære at indfri. For ikke at sige umulige. NeedtoKnow har set på anden prioriteten: EUs rolle på den globale scene.

Paradokset for Den Europæiske Union har igennem mange år været, at om end Unionen er det største marked i Verden og ikke mindst største samhandelspartner for andre globale aktører, er EUs politiske status som aktør ualmindelig lille. Den politiske indflydelse svarer på ingen måde til den økonomiske formåen. En økonomisk gigant men en politisk dværg som det så malerisk er beskrevet.

Europe doesn’t count

Derfor så man i de (fleste) europæiske hovedstæder og ikke mindst i Bruxelles frem til COP15 i København. Det skulle blive en så afgørende begivenhed, der viste hvad EU er i stand til politisk. På netop spørgsmålet om den globale opvarmning har EU igennem en årrække været en drivende aktør – og COP15 skulle være kronen på det værk.

DET VED VI NU ALLE – aldrig blev til noget. I den forbindelse har den danske ledelse af konferencen muligvis haft indflydelse, men tilbage står særligt at EU ikke er den aktør mange – og måske særligt EU – troede den var. Direktøren for Centre for European Policy Studies, Daniel Gros, sagde lige ud: ” What we saw in Copenhagen is that Europe does not count.”

Den bekymring har været udbredt i medlemslandene igennem nogen tid. The Guardian beskriver hvordan den britiske udenrigsminister David Miliband er rejst rundt med talking points, der netop går på, at EU er ved at blive sat på sidelinjen til fordel for et G2 samarbejde mellem USA og Kina forstås.

Præcis den “dystre” forudsigelse gik i opfyldelse efter COP15, hvor USA udelod at omtale EU efterfølgende. Miliband har samtidig forsøgt humoristisk at insistere på, at EU gør noget: “If we don’t want to live in a G2 world, our best shot is to get Europe to stand up – to make it, at least, a G3 world.”

Skænderi om bordplanen

MEN SELV EN G3 VERDEN kan måske blive besværlig for EU. I hvert kommer Unionen til for første gang i mange år at undvære et egentligt EU-USA topmøde. Dette var planlagt til maj i Madrid, men for nyligt bekendtgjorde Det Hvide Hus, at topmødet var aflyst.

Hvorfor?

FORDI PRÆSIDENTENS KALENDER var fyldt, forklarede Phil Gordon, Obamas EU-rådgiver. Nuvel, men Obama er tilsyneladende ikke mere optaget, end at han i marts besøger både Australien og Indonesien…

Det kan diskuteres, hvor alvorlig selve aflysningen af det enkelte møde er. Og man kan næppe udlede alverden derfra. Men underholdenende var det at følge det absurde spil, der foregik om bordplanen.

Hvem skulle sidde ved siden af Obama? Hvem skulle være den første til at hilse på præsidenten – og hvem skulle komme umiddelbart derefter.

De spørgsmål har der været et højspændt drama omkring, eftersom EU nu har fået en fast præsident Herman van Rompuy. Han havde eftersigende insisteret på at skulle hilse på præsidenten først samt sidde ved siden af ham til den efterfølgende middag. Det accepterede Zapatero naturligvis ikke – med henvisning til at han er fungerende formand for Det Europæiske Råd.

Det lykkedes at finde et kompromis, hvor Zapatero fik lov til at sige hilse på Obama først – mod at Rompuy sad ved siden af ham under middagen. Det passede imidlertid ikke formanden for den nyudnævnte Kommission Barrosso, der hævdede at den plads måtte være reserveret til ham…

Derudover berettede Honor Mahony om, hvordan der åbenbart har været et forudgående skænderi, hvor Rompuy har insisteret på at den slags møder afholdes i Bruxelles. Nu hedder det sig vidst, at alle fremtidige møder skal afholdes i Bruxelles. Vi får se….

Der skal nok komme et nyt topmøde

Det er ikke godt, at EU ikke får topmødet efter ratificeringen af Lissabon traktaten. Trods alt den traktat der skulle tydeliggøre EUs udenrigspolitiske profil. Men at Præsident Obama meget hellere vil rejse rundt i USA i øjeblikket giver sig selv. Sådan vil det sandsynligvis være frem mod det kommende midtvejsvalg. Derfor er aflysningen af mødet i Madrid ikke alamerende i sig selv. Chancen kan meget vel opstå i forbindelse med et NATO Råds møde i efteråret.

Hvad der derimod er alamerende er, at det er svært for EU at formulere, hvad det var, man gerne ville have haft ud af topmødet.

Hvorfor var det så vigtigt? Hvad skulle være diskuteret – hvilke emner skulle kunne drive det transatlantiske samarbejde videre med den præsident, som størstedelen af alle europæerne var så glade for blev valgt for ikke så længe siden.

EU’S AGEREN GØR DET SVÆRE OG SVÆRE at se, hvordan Unionen skal kunne markere sig som en samlet stærk politisk global aktør. Doug Bennow skrev for nylig ovre hos The National Interest at Europa ikke betyder noget – samt hvordan styrkelsen af den udenrigspolitiske profil med Lissabontraktaten totalt er udeblevet.  Og meget tyder på, at det er sandt. Medlemslandene udviser ikke villigheden til for alvor at forfølge den strategi – og pladsen på den internationale scene bliver mere og mere trang med emerging nationer som Brazilien og ikke mindst Indien.

Tyske Der Spiegel spurgte for nylig Zapatero, hvad det spanske formandsskab ville gøre for at styrke EUs udenrigspolitiske profil. Svaret er på mange måder meget sigende:

We will set up the new European diplomatic service, staffing it with European officials from all member states and establishing offices in all countries. During the Spanish EU presidency, we will do everything to ensure that this service quickly becomes ready for deployment. In addition, we will ensure that Ms. Ashton receives the unanimous support of all governments for her foreign policy.

Skrevet af Peter Strauss Jørgensen