At Kina får afgørende betydning for den globale udvikling i det 21. århundrede er efterhånden ved at være gået op for de fleste. Flere danske medier har rettet et ekstra fokus mod Kina også statsministerens nylige besøg blev flittigt dækket. Dækningen beskriver primært de enorme muligheder verdens største vækstmarked indeholder. Men analysen er forkert. For selvom Kina utvivlsomt indeholder et kæmpe økonomisk potentiale, så er det grundlæggende forkert når vestlige medier og politikere generelt betragter udviklingen i Kina som noget positivt. Kina truer både vestlige frihedsværdier som demokrati og ytringsfrihed og vores økonomiske fremtid.
Efter Sovjetunionens kollaps blev Vesten i 1990’erne blændet er en naiv og ukritisk selvovervurdering. Vi antog, at vestlige værdier nu for var dominerende, og vi satte den mest gennemførte antikommunistiske værdi, markedsøkonomien, forrest i udrulningen af det, som den første præsident Bush kaldte ”en ny verdensorden”.
Men beruset af sejren glemte vi i Vesten at fortsætte med at føre sikkerhedspolitik. Hvor sikkerhedspolitikken under den kolde krig var et spørgsmål om den globale magt – arenaen for kampen mellem to forskellige systemer og værdisæt – blev den reduceret til forsøg på en ikke særlig succesfuld brandslukning i Somalia, Rwanda og på Balkan.
I ly af den vestlige Tornerosesøvn voksede Kina. Kineserne brugte den vestlige begejstring over billige fjernsyn, plastiklegetøj og skruemaskiner til at lade vestlige forbrugere finansiere landets vækst. De vestlige ledere billigede den øgede samhandel ud fra argumentet om, at handel ville skabe krav i Kina om reformer og på sigt føre til et demokratisk, venligtsindet Kina og sikkerhedspolitisk stabilt Kina.
Denne strategi var i bedste fald naiv. Det kinesiske regime var på intet tidspunkt klar til at tillade reformer. Og strategien med øget samhandel, større markedsadgang og et dundrede vestligt handelsunderskud gav reelt set blot mere magt til kommunistpartiet. Med de indstrømmende dollar, D-mark og pund kunne partiet konsolidere sin magtposition ved at opfylde løfterne til befolkningen om økonomisk fremgang. Samtidig begyndte kineserne de massive opkøb af især amerikanske statsobligationer, der kun 21 år efter massakren i 1989 giver ansvarlige parti et unikt greb om den globale økonomi.
Nu kan man naturligvis spørge om det er et problem? Den kinesiske vækst har løftet millioner ud af fattigdom og udgør Kina virkelig en trussel? Som svar kan man passende overveje om USA og Europa ville have tilladt, at Sovjetunionen at udvikle sig som Kina har gjort det?. Ville man have tilladt, at det sovjetiske politbureau var blevet udstyret med en de facto destruktionsmulighed overfor den vestlige økonomi ved at kontrollere for 775 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer? Naturligvis ville man ikke det, og man kan undre sig over, at det fik lov at ske med Kina.
Det kan med en vis ret argumenteres for, at der er åbenlyse forskelle på Kina og Sovjetunionen. F0x en langt mere begrænset atomar trussel fra Beijing. Men på mange områder er truslen mod vestlige værdier og interesser mindst lige så stor fra Beijing, som den i sin tid var fra Moskva.
En økonomisk udfordring
Kina udgør først og fremmest en trussel i kraft af landets økonomiske magt. Hundredtusindvis af vestlige arbejdspladser er gået tabt pga. udflytningen til Kina. I Danmark betegner vi ofte denne udvikling normalt uomgængelig, men fakta er, at konkurrencen fra Kina finder sted abnormt ulige vilkår, og er præget af en voldsom kinesisk dobbeltmoral.
Kina hylder officielt frihandel og reagerer skarpt på alle vestlige forsøg på at begrænse importen fra landet. Det blev senest demonstreret, da Obamaadministrationen besluttede at ligge told på kinesiske dæk. Beskyldningerne om protektionisme kom omgående fra Beijing. Men reelt er ikke tale om frihandel med Kina. Hvert eneste kinesiske eksportprodukt er kraftigt subsidieret som konsekvens af en valuta, der er undervurderet med 40%.
Senest har den Nobelprisvindende økonom, Paul Krugman, anslået, at den undervurdere valuta årligt koster USA 1.4 millioner arbejdspladser, og at det er på høje tid, at USA og Vesten indfører toldværn, som modsvar på den kinesiske dumpning. Med andre ord sker Kinas vækst på bekostning af Vestens, hvilket truer med at underminere vores konkurrencekraft, flytte vores erhvervsliv og dermed udgør en reel trussel mod vores fremtidige velfærd.
Mere bekymrende end udflytningen er imidlertid, at den økonomiske styrke giver et kommunistisk diktatur en betydelig kontrol over verdensøkonomien. Langt de fleste kinesiske selskaber inden for strategiske sektorer som minedrift, olie og naturgas er statsejede. Regimet anvender virksomhederne til at opkøbe olieselskaber, minevirksomheder og virksomheder med adgang til højteknologi rundt om i verden. Ikke nødvendigvis med profit for øje, men ud fra en langsigtet strategi om at skaffe Kina kontrol med råmaterialer og energiforsyning. Strategiske opkøb, som Vesten ikke har noget modsvar på, bl.a. fordi vi ikke tænker offentlige selskaber som en del af vores energi- og udenrigspolitik.
En dominerende stilling
Kina er gennem sin økonomiske styrke og strategiske opkøb ved at opnå en betydelig styrkeposition. Det er først og fremmest et problem, fordi kommunistpartiet vil noget andet med verden end os, har andre værdier end os og aktiv vil søge at begrænse den frihed vi i dag nyder godt af.
Når det gælder den globale udvikling, har det længe været tydeligt, at Kina er en trussel mod vestlige interesser og værdier. For kineserne har ikke nogen dagsorden om at gøre verden til et bedre sted for andre end dem selv. I Afrika fører den kinesiske jagt på kontrol med ressourcer til, at nogle af verdens værste regimer holdes ved magten. Den kinesiske Afrikapolitik destabiliserer reelt enhver indsats for at fremme demokrati og menneskerettigheder på kontinentet. Bl.a. kan Zimbabwes Robert Mugabe, Eritreas Issias Afewerki og Sudans krigsforbrydersigtede Omar al-Bashir holde deres rædselsregimer ved magten med kinesisk støtte. Al-Bashir fik sågar i 2007 foræret et nyt præsidentpalads af Kinas præsident, Hu Jintao.
Men den kinesiske udenrigspolitik gør andet og mere end at underminere bestræbelserne på at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Den bidrager også til en mere usikker verden. Vestens bestræbelser på at forhindre Iran i at udvikle atomvåben er fx, blevet systematisk modarbejdet af Beijing. Ligeledes må det efter COP 15 fiaskoen i København stå klart for de fleste, at Kina ikke deler de vestlige ønsker om en aktiv klimaindsats. Tværtimod var man på COP 15 – trods påstande om det modsatte – klar til at bruge de voksende muskler på at forhindre vestlig succes på dette centrale område.
Den voksende kinesiske magt har altså allerede i dag massive konsekvenser. Og Kina begrænser også i stigende grad os i Vesten. I Danmark, hvor selvcensur efter Muhammed-krisen fordømmes af alt og alle, blev et massivt flertal i Folketinget i december banket på plads af kineserne, og tvunget til at godkende den såkaldte verbalnote om Tibet. Baggrunden var statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama, der øjeblikkeligt medførte en kinesisk boykot af både danske embedsmænd og erhvervsinteresser. Ud over det åbenlyst absurde i at Kina, som medlem af WTO, blokerede for danske virksomheder, illustrerer sagen med al ønskelig tydelighed, at Kina i dag begrænser vores frihed. Spørgsmålet er, hvad det næste emne bliver? Trusler mod Danmark, hvis medierne dækker Kina for kritisk? Eller måske et krav om et forbud mod Falun Gong eller tibetanske eksilbevægelser i Danmark? Det er næppe lige på trapperne, men hvad svarer vi om 5 eller 10 år, når kineserne magt er steget yderligere, og de truer med at lukke tusindvis af danske arbejdspladser eller lukke for, at vi kan købe olie hos deres vasalstater i Afrika? Og hvad svarer USA og Europa, når Kina invaderer Taiwan og truer med at bruge dets økonomiske muskler i tilfælde af vestlig indblanding?
Perspektivet er skræmmende, og der er i Kinas opførsel og udenrigspolitik til dato intet, der tyder på, at landet agter at blive den venlige stormagt dets vestlige venner taler om. Kina er en autoritært og kommunistisk stat, som det er på høje tid, vi i Vesten begynder at betragte som en både økonomisk, politiks og militær sikkerhedsrisiko.
Discussion
No comments yet.