Våbnene er tavse på Sri Lanka. Efter 25 års væbnet konflikt sluttede borgerkrigen i maj med regeringshærens totale sejr over De Tamilske Tigere. Den srilankanske regerings nedkæmpelse af de tidligere så stærke tigere var en direkte konsekvens af massiv økonomisk og militær støtte fra Kina. Som tak for hjælpen har kineserne fået store strategiske fordele og udvider deres tilstedeværelse i hele det Indiske Ocean. En udvikling, der allerede har ført til nye spændinger i regionen og på sigt truer forholdet mellem Kina og Asiens anden fremadstormende stormagt, Indien.

Det var en selvsikker srilankansk præsident Rajapaksa, der i slutningen af maj måned valgte at overhøre protesterne fra det internationale samfund, og på trods af en truende humanitær katastrofe valgte at fortsætte den offensiv, der skulle udrydde De Tamilske Tigere. Vestlige lederes krav om våbenhvile blev ignoreret og Rajapaksa havde endda selvtillid nok til at nægte den svenske udenrigsminister Carl Bildt visum. Afvisningen af den svenske udenrigsminister kom til trods for, at Bildt skulle til Columbo som officiel repræsentant for EU. Men Rajapaksa havde ikke brug for svensk eller europæisk kritik, og Bildt måtte ydmyget drage til et alternativt møde i Tromsø i stedet.

En sådan afklapsning af EU’s udsending er uhørt i det internationale diplomati, men Rajapaksas singalesiske regering har fundet nye magtfulde venner i Beijing, og beskyttet under Kinas diplomatiske paraply fandt Sri Lankas regering ikke grund til at lytte til formaninger fra hverken Sverige eller EU. Med diplomatisk rygdækning i truslen om et kinesisk veto i FNs sikkerhedsråd kunne Rajapaksas regering med ro i sindet ignorer den vestlige kritik af overgreb på den tamilske civilbefolkning, og demonstrerede hermed, at både FN og de de tidligere så dominerende vestlige magter i stigende grad irrelevante på Sri Lanka.

I stedet er det Kina, der trækker i trådende på Sri Lanka. Beijing har i de seneste år, som konsekvens af en målrettet strategisk satsning øget sin indflydelse i den strategisk vigtige østat. Siden 2005 har den kinesiske regering bl.a. pumpet milliarder af dollar ind i den srilankanske økonomi og Kina er i dag Sri Lankas suverænt største doner med et årligt budget på mere end 100 gange det beløb, som USA og den tidligere kolonimagt Storbritannien tilsammen giver i bistand. Det er ligeledes Beijing, der har leveret det militære isenkram, der i sidste ende gjorde sejren over tigerne mulig. Blandt andet har kineserne foræret seks kostbare F-7 kampfly til regeringen i Colombo, ligesom kineserne har forsynet Sri Lankas hær med store mængde andre våben, ligesom kineserne har forsynet præsident Rajapaksas hjemby med nye elværker

Perler på en snor

Modydelsen for den massive kinesiske støtte finder man bl.a. i Hambantota på Sri Lankas sydlige kyst. Her, kun 15 kilometer fra nogle af verdens mest befærdede farvande, er kinesiske arbejdere i gang med at bygge en ny og moderne dybvandshavn. Officielt er havnen et civilt udviklingsprojekt, men både regionale og internationale analytikere vurderer, at Hambantota i virkeligheden skal være en kinesisk flådebase, der skal sikre Kina kontrollen over de olie- og containerbefærdede sejlruter mellem Mellemøsten og Asien, og dermed sikrer Kinas vitale energiforsyninger fra bl.a. Iran og Sudan.

Etableringen af en flådebase i Hambantota bliver af militære analytikere fra både Indien og USA betragtet som et afgørende led i en langsitet kinesisk strategi om at få kontrol med sejlruterne mellem Asien og Mellemøsten. Allerede i 2006 påpegede USA’s forsvarsministerium, at Kina forsøgte, at etablerer sin udenlandske tilstedeværelse som ”perler på en snor”, så landet får mulighed for at udvide sin interessesfære. Kina søger strategiske brohoveder i form af havne og militærbaser i hele Asien og Kina har som i Sri Lanka også investeret i adgang til havne i Pakistan, Burma og i Bangladesh, samt en række mindre østater. I langt de fleste tilfælde følger kraftig kinesisk støtte med sammen med havnene. I Bangladesh har landets parlamentarikere fx fået tilbudt nye villaer i hovedstaden, som en venlig gave fra det kinesiske folk.

Med etableringen af brohoveder i disse lande har Kina placeret sig, så landet reelt har mulighed for at kontrollere al trafik fra indsejlingen til den Persiske Golf, og Port Sudan i vest, til Malaccastrædet i øst, og dermed har Kina har reelt omsluttet Indien med baser og allierede.

Bekymring i Delhi

Den øgede kinesiske tilstedeværelse i Indiens nærområde, og ikke mindst Kinas meget åbenlyse rolle i krigen på Sri Lanka, har vakt stigende bekymring i Delhi. Tidligere chef for den indiske flåde, admiral Arun Prakash, har offentligt udtalt, at landet mangler en samlet strategi til at modvirke den stigende kinesiske indflydelse i regionen, og De Tamilske Tigeres nederlag har for alvor tydeliggjort det pres, som Indien er under mindre end hundrede kilometer fra landets egen kyst.

Den kongresledede regering i Delhi har ganske vist ikke haft megen sympati for tigerne, der stod bag drabet på kongresleder Sonja Gandhis mand, fhv. premierminister Rajeev Gandhi, i 1997. Men det vækker bekymring i Indien, at Kina nu så åbenlyst spiller med musklerne i området. Den historiske mistro er, på trods for et officielt venskabsår i 2006, fortsat dyb mellem de to lande, der var i krig så sent som i 1962. Den indiske indenrigsminister advarede således også midt under Sri Lanka krigens Kina om, at landet ”fiskede i farligt farvand”, og anonyme indiske regeringskilder har beskyldt Beijing for i modsætning til Indien at ignorere de civile og humanitære forhold på Sri Lanka og udelukkede fokusere på egne strategiske interesser.

Øget rivalisering

 Udviklingen på Sri Lanka er udtryk for den stigende konkurrence mellem Indien og Kina om at blive den dominerende asiatiske stormagt i den stigende multipolære verdensorden, men illustrerer også betydelige politiske forskelle i den måde, de to asiatiske giganter har valgt at deres stigende globale indflydelse an på. Hvor Kina i høj grad har søgt allierede blandt råstofrige eller strategisk beliggende lande i Asien og Afrika, har Indien under premierminister Manmohan Singh stået hårdt på et strategisk samarbejde med USA. Det kom bl.a. til udtryk gennem den atomaftale, som de to lande indgik i 2006, og som gav anledning til skarpe protester fra både Kina og Pakistan.

Med et forstærket mandat, efter valgsejren i maj, er det næppe sandsynligt, at regeringen i Delhi vil se stiltiende til, mens den kinesiske drage spreder sine vinger over hele det Indiske Ocean. Dermed kan der være lagt op til en øget strategisk rivalisering mellem Asiens to suverænt mest betydende magter med USA som medspiller på sidelinjen og et til stadighed mere ustabilt Pakistan som en uberegnelig faktor. De kinesiske våben har således måske nok medført afslutningen på 25 års borgerkrig på Sri Lanka, men de har samtidig sat meget stærke kræfter i bevægelse i hele regionen.  Selvom de økonomiske bånd betyder, at en gentagelse af fortidens direkte konflikter mellem de to stormagter næppe er sandsynlig, så er der stigende risiko for, at det 21. århundredes mentale Checkpoint Charlie vil være at finde i det sydlige Asien.