// du læser...

NeedtoKnow

NeedtoKnow: Uroen ulmer i Georgien

NeedtoKnow

DEN 7. AUGUST I ÅR er det præcist et år siden, at verden med nogen overraskelse så på, mens russiske styrker invaderede det lille naboland Georgien.

Tiden herefter har ikke vist tegn på, at nogen bæredygtig løsning er på vej i konflikten der direkte inkluderer Rusland, Georgien og de to udbryderregioner Abkhasien og Sydossetien.

‘Nye realiteter’

Militære eksperter i Moskva har tidligere på måneden igen understreget overfor BBC, at Georgien til stadighed hører under såkaldt russisk ‘interessesfære’. Dette synes ikke ændret betragteligt siden august sidste år – nærmere tværtimod.

Mandag i denne uge begyndte russiske styrker en større militær øvelse tæt ved den georgiske grænse. Den officielle georgiske reaktion har været at kalde øvelsen for en “ren provokation fra Rusland”.

Det er da heller ikke enkelte letbevæbnede tropper, der pt. øver sig i området. Styrken består af 8.500 soldater, 200 kampvogne, 400 yderligere bevæbnede køretøjer og derudover artilleri.

Den militære øvelse er blot det seneste eksempel på, at konflikten i regionen absolut ikke er overstået endsige kølet af. Våbenhvilen der afsluttede den voldelige konflikt sidste år, er gentagne gange blevet overtrådt af parterne. Russiske udmeldinger understreget, at der nu er tale om nye realiteteter og omstændigheder, der gør, at eventuelle overtrædelser af våbenhvilen kan retfærdiggøres. De nye realiteter og omstændigheder handler helt konkret om, Abkhasien og Sydossetiens omstridte krav om selvstændighed fra Georgien.

Rusland har konsolideret tilstedeværelsen i meget stor grad i Abkhasien og Sydossetien – senest ved at tilføre yderligere tropper i starten af foråret ’09. Den internationale respons hertil har været tæt ved ikke-tilstedeværende. 

FN og OSCE lukker ned

Samtidig med at de fleste af våbenhvilebetingelserne endnu ikke er implementeret, trækker FN og Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa (OSCE) i disse dage deres monitorerings-operationer ud af Georgien efter russisk veto mod fornyelse af mandaterne til arbejdet i regionen. OSCE’s militære monitorering tæt ved Sydossetien stoppede fredag i sidste uge.

Det russiske veto mod en fortsættelse af FN observations mission i Georgien (UNOMIG) den 15. juni, betyder at den 100 mand store ubevæbnede FN mission må trække sig ud. Flere iagtagere, at dette vil betyde en meget stor usikkerhed blandt de omkring 40.000 georgier der lever i Gali regionen i Abkhasien – samt at det vil føre til yderligere interne flygtningestrømme i Georgien. Ved krigens afslutning i august sidste år registrerede UNHCR omkring 190.000 internt fordrevne i Georgien. Siden er antallet af interne flygtninge faldet til omkring 25.000 i juni 2009, men med tilbagetrækningen af UNOMIG frygtes det altså, at denne gruppe vil vokse igen – til stor skade for stabiliteten i landet og regionen.

OSCE har været til stede i Sydostesien, siden 1992, og missionen er blevet betegnet som en af de strategisk vigtigste og største i organisationens historie. Nedlæggelsen vil uden tvivl have store følger – og der er frygt for, at det vil have en særdeles uheldig betydning for udviklingen i regionen. International Crisis Group har eksempelvis advaret om, at udtrækningen af FN og OSCE missionerne risikerer at gøre konflikten endnu varmere.

EU er stadig til stede

Den Europæiske Unions mission i Georgien (EUMM) har været til stede siden 1. oktober 2008. Missionen, der tæller over 200 civile fra 22 EU-lande, har til opgave særligt at monitorere tilbagetrækningen af russiske og georgiske tropper til positioner før den væbnede konflikt brød ud i august ’08. Derudover er det missionens opgave at bidrage til en stabilisering og normalisering i Georgien, at monitorere indsættelsen af georgiske politistyrker samt at observere om det hele foregår i overensstemmelse med menneskerretighederne og retsstatsprincipper.´

Særligt denne sidste del af missionen har givet grobund for ideer om muligheden for, at EU missionen kunne overtage enkelte af de opgaver, som særligt OSCE missionen har haft omkring opbygning af demokratiske institutioner, demokratiske reformer mv. International Crisis Group erfarer dog igennem interviews med top-embedsmænd i EU systemet, at dette umiddelbart ikke er på tegnebrættet i Bruxelles.

På trods af at en EUMM patrulje blev udsat for et angreb tæt ved grænsen til Abkhasien den 21. juni med en dræbt chauffør til følge, lader det indtil videre til, at der er opbakning blandt EU-landene til at forlænge mandatet til september.

Den russiske øvelse tæt ved Georgien er sat til at blive afsluttet den 6. juli – samme dag præsident Obama ankommer til Moskva for at deltage i et amerikansk-russisk topmøde.

Del eventuelt med andre

Discussion

No comments yet.

Post a comment

Annonce

Følg NeedtoKnow på Twitter