Copyrigth: Helen Robinson / Licens: http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/deed.da

2009 har ikke været et godt år for fred og optimisme i Nordirland. Tværtimod er vold og terror eskaleret i de seneste måneder. I marts blev en politibetjent skudt og dræbt af terrorgruppen Real IRA, og udviklingen tog for alvor fart i oktober, hvor en 38-årig kvinde, der var kæreste med en politibetjent, blev alvorligt skadet af en bombe, der eksploderede i hendes bil. Kvinden slap med livet i behold, men angrebet var en klar eskalering af konflikten, ikke mindst da det foregik tæt på politihovedkvarteret i Belfast og i et af de mest unionistiske områder i hele Nordirland. Samtidig bekræftede angrebet et mønster, hvor de republikanske terrorgrupper i stigende grad rettet skytset mod politibetjentes familie. I ugerne op til angrebet på den 38-årige fik en række politibetjentes familie desarmeret bomber foran deres hjem, og alene fra marts til august i år var politifolk og deres familier udsatte for 11 likvideringsforsøg.

Igennem de seneste år har dissidenterne i de republikanske terrorgrupper ikke været i stand til at gennemføre spektakulære bombeangreb, men det synes at have ændret sig. I slutningen af november blev en bil armeret med mere end 180 kg sprængstof kørt gennem porten til den nordiske politikommissions hovedkvarter. Ved et lykketræf eksploderede bomben i den brændende bil ikke, men angrebet signalerer en voldsom optrapning af de republikanske terrorgruppers ambitionsniveau. Men det er ikke kun bombens størrelse, og det, at det lykkedes terroristerne, at komme tæt på et bevogtet hovedkvarter, gør angrebet symbolsk. Netop politistyrken var et af de meget afgørende spørgsmål i fredsforhandlingerne. Sinn Féin og det republikanske mindretal havde i årevis et direkte modsætningsforhold til Royal Ulster Constabulary, som det nordiske politi hed frem til indgåelsen af fredsaftalen. Kommissionen blev skabt for at sikre for sikre politiets upartiskhed, og fremme en bredere sammensætning af den traditionelt protestantisk funderede politistyrke.

Langt til fortiden, men….
Volden i Nordirland er på et langt mindre niveau, end før fredsaften fra 1998, og de republikanske terrorgrupper, har hverken IRAs store lagre af libyske våben, den internationale opbakning i bl.a. USA som IRA gennem mange år nød godt af, og måske vigtigst af alt ej heller nogen særlig folkelig opbakning blandt det katolske mindretal. Alligevel er der grund til at være bekymret over eskaleringen af konflikten. På trods af, at Nordirland har opnået store fremskridt siden 1998 – ikke mindst takket være en meget målrettet og personlig indsats fra Tony Blair – så er samfundet stadig præget af næsten 100 års intern konflikt.

Belfast og andre byer er fortsat opdelt med sikkerhedsmurer og Nordirland består fortsat både socialt og økonomisk af to parallelsamfund, hvor unionisterne generelt har de bedste økonomisk og sociale vilkår. Terrorgrupperne har med et vist held forstået at udnytte den kontinuerlige opdeling og den økonomiske krise til at tiltrække nye rekrutter, og selvom de fortsat kan tælles i hundrede og langt fra har IRAs organisatoriske eller politiske styrke kan de på sigt være med til at presser det stadigt skrøbelige demokrati, hvor også samlingsregeringen mellem unionisterne i DUP og Sinn Féin knager i fugerne.

På den korte bane har angrebene imidlertid tvunget regeringspartierne til at tage afstand fra volden, og udvise samarbejdsvilje, men volden er en meget kraftig påmindelse om, at der fortsat er langt igen før Nordirland kan betragtes som et normalt Europæisk samfund, og at fastholdelsen af fred fortsat kræver en aktiv indsats fra både London og Dublin.