Præsident Rajapaksa & Premierminister Singh(th)(Mustafa Quraishi/AP)

I forrige århundrede brugtes betegnelsen ”The Great Game” eller Det store spil om rivaliseringen mellem det britiske imperium og Rusland om overtaget i Centralasien. I dette endnu nye århundrede kan ”The Great Game” meget vel komme til at udspille sig i det indiske ocean mellem Indien og Kina.

For et år siden skrev vi her på siden om, hvordan Beijing havde haft en stor finger med i spillet i forbindelse med afslutningen af den 25årige lange borgerkrig på Sri Lanka. Som vi fortalte, var det kineserne, der leverede det militære isenkram til regeringens i Colombo, der gjorde nedkæmpningen af De Tamilske Tigre mulig, og kinerserne er i dag fortsat Sri Lankas største donor.

Som tak for hjælpen fik Kina blandt andet lov til at etableringen af en dybvandshavn med tilhørende flådebas i Hambantona på Sri Lankas sydlige kyst. Kineserne financierer over 85 pct. af havnebyggeriet og i Delhi vakte den kinesiske tilstedeværelse i Indiens baghave stor bekymring i både den militære og politiske top. Siden offentliggørelsen af vores første artikel er spændingerne ikke blevet mindre – tværtimod er rivaliseringen fortsat ufortrødent i det år, der er gået.

For nylig var den sri lankanske præsident Rajapaksa på besøg i New Delhi. Det var det første besøg af præsidenten siden afslutningen af borgerkrigen sidste år, og det lykkedes ved den lejlighed at blive enige om en række aftaler mellem de to lande. Det inkluderer blandt andet indiske lån til større investeringer i infrastruktur på Sri Lanka samt et nyt samarbejde omkring forsvarspolitik.

DET STORE PROBLEM for den indiske regering i forhold til Rajapaksa og Sri Lanka er imidlertid hensynet til den indenlandske politiske situation. I det sydlige Indien findes områder som eksempelvis regionen Tamil Nadu, hvor  hovedparten af de 62 millioner tamiler, der bor i Indien findes. Det siger næsten sig selv, at man her på ingen måde var tilfredse med Rajapaksas besøg.

Om end Rajapaksa indvilligede i mindre indrømmelser i forhold til en gruppe af de internt fordrevne srilankanske tamiler, lykkedes det ikke den indiske premierminister Singh for alvor at få hul på emnet. Sammen med det fejlslagne indiske forsøg sidste år på at imødegå den humanitære situation for tamilerne fanget i afslutningen af borgerkrigen, afslører det et af de skift, der for alvor er ved at ske i regionen.

Hvor regeringen i Columbo igennem mange år lagde sig under Indiens vinger, er fokuset mod Beijing i forbindelse med afslutningen af borgerkrigen og efterfølgende tydeligere end nogensinde. Kina har i løbet af de sidste fem år fordoblet handlen med Sri Lanka og står i dag bag over halvdelen af alle af Sri Lankas investerings- og udviklingslån, hvor flere er givet på endog særdeles gode vilkår. Kina er ligeledes den første udenlandske nation, der har opnået en såkaldt exclusive economic zone (EEZ) i Sri Lanka.

Indien forsøger for alvor at imødegå den kinesiske voksende indflydelse på Sri Lanka, som også Rajapaksas besøg for nylig skal ses som et forsøg på. Men det helt store problem for den indiske regering er, at de – som et demokratisk samfund – er nødsaget til at balancere deres strategiske interesser med den hjemlige politiske situation. Den slags almindeligheder er på ingen måde nogen forhindring endsige overvejelse for styret i Beijing, der synes at have slået de bedste terninger i “The great Game” om Det Indiske Ocean. Der er dog næppe tvivl om, at ikke mindst det selvbevidste indiske militær næppe har tænkt sig bare at se stiltigende til, og spillet er kun lige gået i gang….

Alene af den årsag er den strategiske kamp i regionen på ingen måde givet.