Hver eneste mandag i de sidste fem måneder har et bizart møde fundet sted i Zimbabwes hovedstad Harare. Her mødes præsident Robert Mugabe med Morgan Tsvangirai, som han indtil for nyligt svor aldrig ville komme til at lede Zimbabwe og som nu er premierminister.  Og Tsvangirai sætter sig overfor den præsident, som han har brugt en stor del af sit vokse liv på at bekæmpe og som for under et år siden stod i spidsen for en voldskampagne mod Tsvangirais MDC tilhængere. Møderne og den fine titel som premierminister til trods, er der meget der tyder på, at Tsvangirai har et af verdens værste politiske job. For Robert Mugabe fortsat agerer ud fra betragtningen om, at Tsvangirai aldrig skal regere, og at ”den gamle mand” som han kaldes i Zimbabwe, ikke har tænkt sig at dele den magt han har siddet så hårdt på siden 1980.
Premierminister uden magt?

Når Morgan Tsvangirai skuer ud over sit ministerhold er alene størrelsen på det forsamlede kabinet en klar påmindelse om, hvem det er der trækker i trådene i Zimbabwe. En central del af magtdelingsaftalen var, at MDC skulle sidde på 13 ministerposter, 15 skulle gå til Mugabes Zanu-PF og 3 til den MDC udbrydergruppe, der stillede op på en selvstændig liste ved valget sidste år. Mugabe udvidede imidlertid egenhændigt kabinettet til 41 og fyldte de ekstra poster op med egne folk, og derfor er Tsvangirai nu i spidsen for et kabinet med Zanu-PF flertal og hvor den gamle garde fortsat kontrollerer de magttunge ministerier, som fx forsvarsministeriet. Med samme selvfølgelighed har Mugabe også forhindret mange af MDCs initiativer til at blive til virkelighed og MDCs støtter bliver fortsat både chikaneret og arresteret, til trods for at deres partiformand nu er regeringschef.

I et land der igennem de seneste år har oplevet en inflation, der får selv Weimarrepublikken til at fremstår som et skoleeksempel på en ansvarlig pengepolitik, er det ligeledes værd at bemærke sig, at premierministeren ikke var i stand til at forhindre præsidenten i at genudpege Gideon Gono som chef for landets centralbank. Landets chefanklager blev også genudpeget, til stor fortrydelse for premierministerens støtter, der har oplevet hvordan ordensmagten har været medvirkende til de mange angreb. I det hele taget holder Mugabe hårdt fast i kontrollen med sikkerhedsstyrkerne og militæret. Den fælles komite, der skulle have ansvar for dette område og give MDC mulighed for at bryde det direkte link mellem Zanu-PF og sikkerhedsstyrkerne har endnu ikke holdt så meget som et møde.

Fast greb om magten
At Mugabe fortsat ser sikkerhedsapparatet – ikke stemmeurnerne – som nøglen til kontrol over Zimbabwe illustreres også tydeligt, af en nyligt udgivet rapport fra Human Rights Watch, der beskriver hvordan Mugabe har overladt kontrollen med landets diamantminer til militæret.
Efter dannelsen af samlingsregeringen har militæret fastholdt kontrollen med minerne, og både børn og voksne udskrives, ifølge Human Rights Watch, til tvangsarbejde i minerne. Human Rights Watch anslår, at minerne, hvis de blev drevet lovligt, ville kunne bidrage med omkring 200 millioner dollar til Zimbabwes forarmede statskasse. Men profitten fra diamanterne når aldrig til MDC-finansminister Tendai Bitis bord i Harare, og hæren begår dagligt store overgreb mod civilbefolkningen i diamantområdet. Det viser en nyligt offentliggjort rapport fra Human Rights Watch.
Tværtimod ser Human Rights Watch, at hele baggrunden for militærets overtagelse af minerne var at sikre en stabil kapitaltilførsel til nøgleenheder fra hæren og dermed fastholde deres loyalitet overfor præsident Mugabe. Dewa Mavhinga fra Human Rights Watch siger til BBC, at dokumenter i organisationens besiddelse indikerer, at hele systemet var designet med henblik på at være fordelagtigt for de væbnede styrker, og det rapporten viser, at bl.a. Mugabes egen vicepræsident har haft fingrerne langt nede i diamantkassen.
Efter offentliggørelsen af fik MDC dog gennemtvunget, at hæren vil blive trukket tilbage fra diamantminerne. ”Vi blev enige om at fjerne soldaterne, men det vil blive gjort i faser, imens ordentlige sikkerhedsmekanismer bliver etableret”, udtalte Vicemineminister Murisi Zwmen til Zimbabwe Sunday Mail. Om det reelt betyder, at Mugabe og hans generaler er klar til at opgive kontrollen med minerne er tvivlsomt, men udmeldingen kan hænge sammen med, at et hold fra den internationale diamantcertificeringsorganisation – den såkaldte Kimberlyproces – netop nu er i Zimbabwe for at undersøge forholdene i landets miner. I modsætning til MDC kan folkene fra Kimberly potentielt true diamantindtægterne til Mugabe og hans nærmeste.

Bistand udebliver fortsat
Selvom diamantrapporten er en lang kritik af Mugabes regime blev dens offentliggørelse endnu en ydmygelse af Tvsangarai. Rapporten kom samtidig med, at premierministeren, var på en ugelang verdensrundrejse for at bede især vestlige regeringer om øget økonomisk støtte til igen at bringe Zimbabwes økonomi på fode. For at gnide salt i såret beklagede den diamantbelastede vicepræsident Joyce Mururu sig ved Tvsangirais hjemkomst over, at donorlandene ikke havde spyttet mere i kassen.
Rundrejsen til en lang række vestlige hovedstæder, bl.a. Washington, London og København, var netop et fremstød for at få donorlandene til at genoptage støtten til Zimbabwe. Men selvom der var stor moralsk opbakning til premierministeren, er der stadig stor skepsis i vestlige hovedstader mod at sende penge til et land, hvor Robert Mugabe stadig sidder tungt på magtapparatet. De vestlige donorer er imidlertid fanget i et dilemma, hvor deres tilbageholdenhed kan risikere at underminerer MDC, der har ansvaret for de vigtigste økonomiske ministerier og samtidig giver plads til andre aktører, der ikke nødvendigvis har demokrati og good governance øverst på prioriteringslisten. Det er således påfaldende, at en de få checks som Morgan Tsvangirai kunne tage med hjem til Harare, kom fra den kinesiske regering, der har interesser i Zimbabwes råstofforekomster. Det kinesiske lån på knap en milliard dollars var dobbelt så stort som det samlede beløb Tsvangirai havde fået lovning på i de vestlige hovedstæder tilsammen.

At Tvsanirais nye job allerede efter knapt et halvt år slider på MDC-lederens image var tydeligt under hans nylige besøg i London. Her måtte Tsvangirai lide den tort at opleve, hvordan hans tidligere støtter under et møde buede ham ud på grund af samarbejdet med Mugabe.

I et efterfølgende interview med BBC Wold Service fastholdt Tsvangirai imidlertid, at samlingsregeringen i den nuværende situation, var den eneste vej frem og at fordringen nok skulle komme. Han hæfter sig ved de forbedringer som MDC har fået skabt i landets skrantende økonomi, bl.a. ved reelt at afskaffe landets egen valuta til fordel for amerikanske dollars og sydafrikanske Rands. Og MDC har bragt en vis grad af stabilitet til Zimbabwes kasinoøkonomi. Samtidig er der ingen tvivl om, at Tsvangirai – selvom han gerne ville have haft flere checks med hjem – kan vinde stor politisk kapital på den venlige modtagelse han har fået over det meste af verden. Både støtten fra Beijing og mødet med Barack Obama i Det Hvide Hus, er noget, der giver politisk kapital hjemme i Zimbabwe. En god indikator herpå – og på at Mugabe fortsat sidder tung på de statslige medier – findes i The Economist, der forleden kunne rapporterer, at besøget hos Obama end ikke blev omtalt på TV hjemme i Zimbabwe.

Forsvar og sympati
De kommende måneder vil vise, om det reelt er muligt for Tsvangirai, Biti og resten af MDC-ministrene at gennemtvinge forandringer i Zimbabwe. Rygter om, at Mugabe og hans støtter planlægge at slippe af med Morgan og samlingsregeringen hurtigst muligt ved at udskrive valg til foråret, inden den planlagte nye forfatning mere permanent kan ligge begrænsninger på deres magt, syntes bekræftet i begyndelsen af denne uge. Mandag den 10. juli mødtes flere tusinde NGO repræsentanter i Harare med politikere fra både MDC og Zanu-PF for at diskutere den nye forfatning. Mødet kom dog aldrig i gang, men blev afbrudt af hujende og syngende tilhængere af Zanu-PF, i hvad der tydeligvis var en nøje planlagt aktion, for at afbryde mødet. Mandagens begivenheder bekræfter, at Mugabe og Zanu-PF ikke ønsker en ny forfatning. Om det vil lykkes Mugabe, at forhindre forfatningen og på sigt igen fjerne MDC fra magten igen, vil i høj grad afhænge af hvordan Zimbabwes naboer – herunder ikke mindst Jakob Zumas nye regering i Sydafrika – vil forholde sig til det problematiske naboland mod nord.
Indtil den afklaring er på plads er situationen i Zimbabwe uafklaret og spændt, men at jobbet som premierminister i Zimbabwe bestemt ikke er let kom der forleden endnu et klart bevis på. Her kaldte Mugabe– dage efter Tsvangirais besøg i Det Hvide Hus – USA’s Zimbabweudsending for ”en idiot”.